Seneste nyt
Billede beskrivelse

Expo-Net inviterer unge til plastmageraften

11. juni 2026 kl. 19.02

HJØRRING: Hvordan er det egentlig at være plastmager, og hvilke muligheder giver uddannelsen?

Det kan unge og deres familier få svar på mandag 16. juni, når Expo-Net Danmark A/S i Hjørring inviterer til plastmageraften på virksomheden.

Arrangementet er målrettet unge, der står over for at skulle vælge uddannelse, og som gerne vil vide mere om livet som elev i en produktionsvirksomhed.

Billede beskrivelse

- Vi vil gerne give de unge et indblik i, hvad uddannelsen går ud på, og hvordan hverdagen ser ud hos os. Derfor åbner vi dørene og inviterer indenfor til en uformel aften, fortæller Marketing Manager Lene Charif fra Expo-Net.

Arrangementet er samtidig en opfølgning på virksomhedens deltagelse ved DM i Skills, hvor EXPO-NET havde en stand for at skabe interesse for plastmageruddannelsen.

- Vi oplevede stor nysgerrighed og mange gode samtaler på Skills. Omkring ti unge viste særlig interesse for uddannelsen, og vi håber at møde nogle af dem igen til plastmageraftenen, siger Lene Charif.

I løbet af aftenen kan deltagerne komme på rundvisning i produktionen, møde plastmager Dennis Andersen, stille spørgsmål og høre om mulighederne for at blive elev hos Expo-Net.

Billede beskrivelse

Virksomheden håber især at tiltrække unge fra Hjørring og resten af lokalområdet.

- Vi vil gerne vise, at der også lokalt findes spændende uddannelses- og karrieremuligheder inden for industrien. Forhåbentlig kan vi inspirere nogle unge til at vælge den vej, siger Lene Charif.

Plastmageruddannelsen varer fire år, mens uddannelsen som plastoperatør kan gennemføres på to år.

Plastmageraftenen finder sted hos Expo-Net mandag 16. juni fra kl. 17.00 til 20.00.

Deltagerne kan tage en ven eller deres forældre med, og der serveres pizza i løbet af aftenen.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste