Sommerens bunkeromvisninger fortsætter ved Hirtshals Fyr
HIRTSHALS: Interessen for historien om Atlantvolden og de mange bunkeranlæg ved Hirtshals er stor. Derfor fortsætter Bunkermuseet Hirtshals med guidede bunkeromvisninger hele sommeren - fra 28. juni til og med 31. august.
Det skriver Vendsyssel Historiske Museum i en pressemeddelelse.
På de populære omvisninger får deltagerne et unikt indblik i livet ved en af Danmarks mest befæstede kyststrækninger under Anden Verdenskrig.
Turen går gennem området omkring Hirtshals Fyr, hvor historien om Atlantvolden og de mange tyske bunkere bliver levendegjort.
Hirtshals var under krigen et strategisk vigtigt punkt i Atlantvolden, og området omkring fyret blev kraftigt befæstet af den tyske besættelsesmagt.
Under omvisningen besøger deltagerne flere af de omkring 70 lokaliteter, der udgjorde det tyske 10. Batteri. Her er der blandt andet adgang til beboelsesbunkere samt hospitals- og køkkenbunkere med udstillinger.
- Området omkring Hirtshals Fyr rummer nogle af de bedst bevarede spor efter den tyske besættelse i Nordjylland. På omvisningerne kommer deltagerne helt tæt på historien og får et indblik i, hvordan krigen satte sit præg på både landskabet og menneskene i området, siger Jens-Christian Hansen, formidlingschef ved Vendsyssel Historiske Museum.
Turen går også gennem de historiske løbegrave mellem bunkerne, hvilket giver et levende indtryk af de forhold, de tyske soldater levede under i dette lille hjørne af den store verdenskrig.
Omvisningerne begynder kl. 14.00 og varer cirka halvanden time. Mødestedet er parkeringspladsen til højre for Hirtshals Fyr.
Billetter kan købes online. Prisen er 75 kroner for voksne, mens børn og unge under 18 år deltager gratis.
Bemærk, at turen ikke er egnet for gangbesværede.
Af hensyn til de mange udenlandske gæster tilbyder museet desuden guidede bunkeromvisninger på tysk hver onsdag kl. 16.00 i ugerne 27-37.