Sindal Marked står for døren: Alle er inviteret til gratis sildebord
SINDAL: Fuld blæs på begivenhederne.
Sindal Marked venter i de kommende dage i Kr. himmelfartsferien - fra torsdag 14. maj til og med søndag 17. maj.
Og der venter - foruden kræmmermarked, koncerter og massevis af boder - også et stort, børnevenligt tivoli på pladsen og ponyridning hver dag.
Det fremgår af Sindal Markeds egen programoversigt.
Tilmed er der i forbindelse med åbningen af markedet torsdag et gratis sildeborg i det store markedstelt. Det foregår torsdag formiddag kl. 10-11.
Den helt store hovedpræmie i årets tombola er desuden et gavekort på 40.000 kroner til Erling Christensen Møbler, fremgår det.
Rækken af kunstnere til årets koncerter på Sindal Marked tæller Kandis, Ib Grønbech, Lars Lilholt tribute - og dertil flere lokale indslag, blandt andet fra Sindal Blæserne og Sindal Linedance.
Sindal Marked slutter af med præmieuddeling søndag eftermiddag kl. 17.
Her udleverer man også den føromtalte hovedpræmie fra tombolaen.
Man forventer, at flere end 30.000 besøgende vil gæste Sindal Marked i løbet af de fire markedsdage på pladsen.