Open By Night vender tilbage i Hundelev
HUNDELEV: Der bliver fællesspisning, konkurrencer og aktiviteter for både børn og voksne, når den årlige Open By Night løber af stablen i Hundelev fredag den 14. august
Arrangementet begynder klokken 18 på parkeringspladsen foran Brugsen i Hundelev, hvor der bliver stillet borde og stole op til deltagerne.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra arrangørerne.
Fra klokken 18 bliver der serveret to slags kød med kartoffelsalat og grøn salat, mens spisebilletter kan købes fra klokken 17.30.
Deltagerne skal selv medbringe service, og der bliver mulighed for at købe drikkevarer.
Minigraver og søm i træstub
Aftenen byder på en række aktiviteter og konkurrencer.
Blandt andet bliver der konkurrence med minigraver og mulighed for at prøve kræfter med at slå søm i en træstub.
Hundelev Ungdoms- og Idrætsforening samt KFUM-spejderne fra Rakkeby og Skallerup-Vennebjerg står desuden for forskellige aktiviteter for børn og voksne. Sparekassen Danmark deltager også med en stand.
Der bliver samtidig afholdt tombola med præmier fra lokale sponsorer.
Open By Night arrangeres af Brugsen Hundelev og Det Lokale Medlemsråd, Støtteforeningen for Hundelev Friskole, KFUM-spejderne i Rakkeby, KFUM-spejderne i Skallerup-Vennebjerg og Hundelev Beboerforening.