Mange fulgte sjældent himmelfænomen fra Tornby Strand
TORNBY: Onsdag aften kunne danskerne opleve den kraftigste delvise solformørkelse, der kan ses fra Danmark frem til 2048.
Langs Vestkysten havde mange fundet vej til strandene for at få det bedst mulige udsyn – og på Tornby Strand var der mødt et stort publikum op med solformørkelsesbriller, tæpper og madkurve.
Selv om skyerne til tider drillede, var stemningen høj blandt de mange fremmødte, som tålmodigt ventede på, at månen langsomt dækkede hele 85 procent af solen.
For Heidi Kokholm og familien var aftenen blevet gjort til en lille udflugt.
- Vi er interesserede i solformørkelsen og syntes, det kunne være rigtig sjovt at se den. Derfor har vi købt briller, taget kage og frugt med og gjort en hyggetur ud af det, fortæller Heidi Kokholm, der havde familien med på stranden.
- Vi havde egentlig tænkt os at tage til Kjul, men vi holdt øje med vejrudsigten siden i går. Da vi kunne se, at der ville være flere skyer deroppe, valgte vi i stedet Tornby, siger hun.
Heidi Kokholm har tidligere oplevet en delvis solformørkelse tilbage i 1999, men for resten af familien var det første gang.
Datteren Signe var begejstret.
- Jeg synes, det var fedt. Jeg har kun set det på fjernsyn før, siger hun.
Lidt længere henne på stranden sad Laila Sørensen og Peter Jakobsen, som også oplevede en solformørkelse for allerførste gang.
- Det er simpelthen så smukt, siger Laila Sørensen.
Parret, der bor i Hjørring, glædede sig over, at vejret trods alt gav mulighed for at se solen mellem skyerne.
- Det var lige i sidste øjeblik, men vi nåede det, siger Peter Jacobsen med et smil.
Selv om skydækket indimellem dæmpede udsynet, var oplevelsen nok til at begejstre de mange fremmødte på Tornby Strand.
Med solformørkelsesbriller rettet mod himlen fulgte de, hvordan månen langsomt bevægede sig hen over solskiven - et sjældent syn, som først får en tilsvarende styrke set fra Danmark igen i 2048.