Fire lokale projekter skal udvikle Lønstrup
LØNSTRUP: Fire lokale projekter i Lønstrup har fået økonomisk støtte fra Feriepartner Lønstrups oplevelsespulje.
I alt er der uddelt næsten 53.000 kroner til projekter, der skal bidrage til områdets kultur-, natur- og oplevelsesliv.
Det oplyser Feriepartner Lønstrup i en pressemeddelelse.
Ifølge Feriepartner Lønstrups bureauleder Anne-Mette Weber skal støtten være med til at udvikle Lønstrup til glæde for både områdets gæster og fastboende.
- Vi ved, at de gode ferieoplevelser skabes i samspillet mellem naturen, kulturen og de mennesker, der brænder for lokalområdet. Derfor er vi stolte af at kunne støtte projekter, som gør Lønstrup endnu mere levende og attraktiv, både for vores gæster og for dem, der bor her, siger hun.
Støtter lokale initiativer over hele landet
Oplevelsespuljen i Lønstrup er en del af et landsdækkende initiativ hos Feriepartner.
På landsplan uddeler Feriepartner hvert år op mod en million kroner til lokale ildsjæle, foreninger og virksomheder, der arbejder med at udvikle oplevelser i de områder, hvor kæden udlejer sommerhuse.
De fire projekter, der har modtaget støtte i Lønstrup i år, har ifølge Feriepartner forskellige formål, men skal alle være med til at skabe oplevelser og styrke området året rundt.