Havkajak-klub fejrer sit 100-års jubilæum
TVERSTED: Har du lyst til at prøve havkajak, er der snart en oplagt mulighed.
Lørdag 15. august inviterer BTI Havkajak til åbent hus på Tversted Strand som en del af fejringen af BTI’s 100-års jubilæum.
Hvis vejret ikke viser sig fra sin bedste side, er der reserveret to alternative datoer, 16. og 29. august.
- Vi lægger arrangementet sidst på sommeren, fordi vandet er varmere, og det giver de bedste oplevelser for nye roere, fortæller formand Anne-Dorthe Loven.
Åbent hus er havkajakafdelingens bidrag til jubilæumsfejringen, hvor alle BTI’s afdelinger markerer de 100 år med forskellige aktiviteter i august og september.
BTI Havkajak har omkring 60 medlemmer fra blandt andet Tversted, Hjørring, Sindal, Ålbæk og Strandby.
I sommerhalvåret mødes medlemmerne fast ved Tversted Strand hver tirsdag og torsdag klokken 17.30, men klubben ror også mange andre steder langs den nordjyske kyst.
- Vi er meget mobile. Tversted er vores faste udgangspunkt, men vi ror også fra blandt andet Uggerby, Tornby, Strandby, Ålbæk og Limfjorden, alt efter vind og vejr, siger Anne-Dorthe Loven.
Klubben råder over to kajaktrailere, så aktiviteterne nemt kan flyttes til de steder, hvor forholdene er bedst.
Aktiviteter året rundt
Når aftenerne bliver for mørke i efteråret, fortsætter kajaklivet.
Hver anden lørdag mødes medlemmerne i svømmehallen i Hirtshals, hvor de træner redninger, balance, grønlændervendinger og andre teknikker. De øvrige lørdage mødes de til roture forskellige steder.
Klubben afholder løbende begynderkurser, når der er nok tilmeldte. Lige nu står fire interesserede på venteliste, og planen er at afholde et nyt kursus kort efter åbent hus.
- Man kan også begynde i svømmehallen, hvis man kommer sent på sæsonen. Så lærer man redninger og bliver fortrolig med kajakken, inden man kommer på vandet til foråret, forklarer Anne-Dorthe Loven.
Fællesskabet er i centrum
Ud over de faste træningsaftener arrangerer BTI Havkajak en række sociale aktiviteter i løbet af året. Blandt traditionerne er en overnatningstur, hvor deltagerne lærer at pakke kajakken til flerdagsture, ligesom klubben holder sommerfest og arrangerer en længere sommertur. Tidligere er turene blandt andet gået til Norge, mens årets tur går til Sverige.
Klubben drømmer fortsat om at få et fælles klubhus i Tversted. Indtil videre opbevares kajaktrailerne hos en lokal landmand, men håbet er, at et fælleshus på sigt kan blive en del af udviklingen omkring stadion.
BTI’s 100-års jubilæum byder i august og september på en lang række aktiviteter med blandt andet havkajak, tennis, padel, fodbold, fitness og banko. Jubilæumsfejringen afsluttes med en reception i Tannisbugthallen lørdag 26. september klokken 13.00-16.00.