Når søgen efter bekræftelse bliver farlig: Hjørring Teater præsenterer Shakespeares "Kong Lear"
HJØRRING: Der venter publikum en aften med klassisk teater af højeste kvalitet, når Folketeatret den 27. februar gæster Hjørring Teater på Vendelbohus med forestillingen "Kong Lear".
Det fortæller teatret i en omtale.
Stykket, der gennem generationer er blevet opført verden over, kredser om evigt aktuelle temaer som magt, begær og kærlighed. Shakespeares mesterværk udfolder sig i familien, hvor den aldrende Kong Lear stiller sine døtre et fatalt spørgsmål: Hvem elsker ham mest, og hvem skal arve kongeriget? De to ældste døtre overøser ham med smiger, mens den yngste, Cordelia, nægter at deltage i deres bedrag.
Forført af sin egen forfængelighed og behov for bekræftelse forviser Kong Lear sin mest oprigtige datter. Denne skæbnesvangre beslutning fører ham ud i et dybt fald mod vanvid, hvor jagten på kærlighed udvikler sig til en ødelæggende rejse mod tab og erkendelse.
I denne version af "Kong Lear" har Folketeatret skåret fortællingen ind til benet.
Syv skuespillere på scenen tager livtag med Shakespeares monumentale tragedie, der under instruktør Vibeke Wredes kyndige hånd fokuserer på de nære relationer og de knusende konsekvenser af svigt og magtbegær.
Waage Sandø indtager hovedrollen som den stolte og tragiske Lear – en præstation, der samtidig markerer hans imponerende 60-års jubilæum som skuespiller.
Med denne bearbejdning står tragediens kerne klart: Tabet af familien og forstanden bliver til en hjerteskærende fortælling om kærlighed, der bærer alt.
Forestillingen opføres torsdag den 27. februar kl. 19.30 på Vendelbohus i Hjørring.
Tag med på en dybt rørende rejse gennem Shakespeares tidløse mesterværk.