Jul på herregården: En ny oplevelse for hele familien
MYGDAL: Når Herregården Odden den 6. og 7. december byder indenfor til årets Jul på Odden, venter der gæsterne en helt særlig og nærværende juleoplevelse.
Både børn og voksne kan glæde sig til en december weekend fuld af kreativitet og kultur.
Selvom Odden gennem hele året inviterer indenfor til kunst, skitser og historiske fortællinger, er det første gang, dette julearrangement afholdes.
- Odden er en gammel herregård, og den kalder næsten på jul. Vi ønsker at skabe en rolig, kreativ og hyggelig juleoplevelse, hvor man kan komme helt ned i tempo, fortæller arrangørerne.
Oplevelser i den gamle samling
Inde i samlingen er der pyntet op med papirværker lavet i samarbejde med PaperMatrix, og gæsterne kan gå på opdagelse i rummene, hvor kunsten, julepynten og de historiske rammer smelter sammen.
I det gamle køkken kan man blandt andet købe lune æbleskiver.
Udenfor tændes der op i bålfadet, når vejret tillader det, her kan man varme sig med gløgg eller varm chokolade på den hyggelige gårdsplads.
Kreativ workshop med PaperMatrix
Hver dag kl. 11.00 holdes en voksenrundvisning i samlingen, og kl. 14.00 er der en kortere børnerundvisning. Begge gratis efter entré.
I Gyldenlæderstuen står PaperMatrix klar med en drop-in workshop, hvor man kan prøve kræfter med papirflet. Der er aktiviteter for både børn og voksne, og deres populære papirsæt til workshoppen kan købes i butikken.
For de yngste gæster er der desuden kreative kufferter man gratis kan låne og så kan man se om man kan forsøge at finde det sted, nissen bor.
Julegaveidéer med omtanke
Museumsbutikken har et unikt udvalg af gaver. Alt fra bøger og tegneartikler til fine lokale delikatesser. En oplagt mulighed, hvis man skal købe en anderledes julegave.
Den 13. december afslutter Odden julemåneden med en stemningsfuld dukketeaterforestilling for både børn og voksne.
Forestillingen er skrevet specielt til stedet og fører publikum rundt i de pyntede rum på en poetisk, humoristisk og hjertevarm julejagt.