Harken Veterantræf er snart klar for tredje gang
HARKEN: Det kørte så godt de foregående gange, at de prøver igen en tredje gang.
Sådan lyder meldingen fra Ole Hjørringgaard og resten af holdet bag Harken Veterantræf.
– Vi håber og tror på, at vi kan få lavet en rigtig god tradition, og vi arbejder løbende, så træffet udvikler sig, lyder det fra arrangørerne.
De er klar 17. august klokken 10.00 til 14.00 ved Hallen i Harken. Her skal der igen snakkes biler og sparkes dæk på veterankøretøjer. Denne gang er også plænen foran hallen inddraget.
- Alle former for veterankøretøjer er velkommen – motorcykler, traktorer og biler, fortæller Ole Hjørringgaard, der selv er kendt som lidt af en Obel-entusiast.
Ole Hjørringgaard fortæller videre, at arrangørerne håber, at arrangementet også denne gang kan tiltrække bilentusiaster i alle aldre – også de helt små.
- Vores intention med træffet er jo at få lov at vise køretøjer frem på en god og givende måde, hvor der er masser af muligheder for en snak om køretøjerne. Men det skal også være en hyggelig dag for hele familien, forklarer han og fortsætter:
– Der er gode rammer – og en legeplads, som vi gerne må bruge, så der er al mulig grund til at invitere både børn og børnebørn med.
Harken Hallen er, som de foregående gange, klar med mad og drikke. De laver også en brunch, og det bliver slået op på Facebook ”Veterantræf Harken,” når Harken Hallen er klar til at tage imod bestillinger.
Arrangørerne håber på, at op mod 200 deltagere denne gang.
– Vi har simpelthen delt så mange flyers ud, og vi er klar – også i regnvejr. Så finder vi ud af at rykke indenfor, siger Ole Hjørringgaard.
Der er ingen tilmelding, og det er gratis at være med både som bilejer og gæst.