Fra publikum til hovedrolle: Jeppe vender tilbage til Hjørring Sommerspil
HJØRRING: Da Hjørring Sommerspil opførte ”Vi maler byen rød” i sommeren 2024, sad 28 årige Jeppe fra Hirtshals blandt publikum på friluftsscenen i Sct. Knuds Kilde.
To år senere står han selv på samme scene, og denne gang er det som ”Arnold,” der er en af hovedrollerne i årets opsætning af ”Midt om Natten.”
For Jeppe er det ikke bare et scenisk comeback. Det er også en tilbagevenden til det fællesskab, der formede hans ungdom.
Han begyndte i Hjørring Sommerspil som 15 årig og medvirkede i forestillingerne i 2013, 2014, 2015 og 2017. Sideløbende spillede han tre sæsoner hos Vrå Amatørteater og deltog i Sommerspillets vinterproduktioner i 2015 og 2025.
Men efter 2017 tog livet en ny drejning. Dartsporten kom til at fylde mere og mere, og Jeppe nåede helt til det danske landshold. Presset voksede, og efter tabet af sin far og en række personlige udfordringer ramte han en svær depression i sommeren 2024.
Netop den sommer blev besøget i Sct. Knuds Kilde et vendepunkt.
- Da jeg var oppe og se Vi maler byen rød, fik jeg en kæmpe lyst til at komme tilbage til det fantastiske miljø, som jeg var en del af før. Jeg har ikke fortrudt det på noget tidspunkt, fortæller Jeppe.
Allerede året efter stod han igen på scenen. Ved audition til ”Shrek” i 2025 gik han målrettet efter rollen som Grev Farquaad, og fra baglandet hos Sommerspillet fortælles det, at han leverede en præstation, som mange - ikke mindst publikum - stadig husker for både humor og energi.
Siden fulgte rollen som Alfred i ”Emil fra Lønneberg,” og i år har han fået endnu en stor udfordring som Arnold i ”Midt om Natten.”
For Jeppe handler tilbagekomsten dog om langt mere end store roller.
- Det har været en del af min helingsproces, og det er kun gået fremad. Jeg er lige i mit es, og alle de fantastiske mennesker, både nye og gamle, er det allerbedste ved det hele.
At han nu står med en af hovedrollerne, betyder noget helt særligt.
- Det er fantastisk, at det efter mit comeback er blevet til den ene store rolle efter den anden. Og i år har jeg endda fået en af hovedrollerne i ”Midt om Natten.”
Spilletider 2026
Publikum kan opleve Jeppe og resten af ensemblet på friluftsscenen i Sct. Knuds Kilde: 25. juni til 4. juli 2026.
Hverdage er det klokken 19.30 og i weekenden klokken 16.00.
Billetter kan købes på www.hjoerring-sommerspil.dk.