Disse varer sælger Basalt flest af
Efter et par måneder står det helt klart, hvilke varer hjørringenserne køber i den nye dagligvarekæde Basalt. Det forklarer kædechefen, Henrik Nielsen.
- Vores ubetingede mest populære vare er Pepsi max, som vi sælger i vores "grænsetilbud", forklarer Henrik Nielsen.
Derudover er det især toiletpapir og køkkenrulle, der er i høj kurs. Det er der måske en god forklaring på ifølge kædechefen.
- Papir er jo generelt steget meget i pris, så når folk ved, at de kan spare et tocifrede antal procenter i Basalt, betyder det noget, siger kædechefen.
Derudover sælger butikken også meget - til Henrik Nielsens store overraskelse - langtidsholdbar mælk. Den vare sælger faktisk godt i hele landet.
Basalt i Hjørring åbnede 9. november 2022. Kædechef Henrik Nielsen har tidligere fortalt, at butikken fik en lidt træg start i byen. De senere måneder har hjørringenserne dog taget butikken til sig og har haft en god start på 2023.