Vendsyssel på vægten udskyder dette års event til 6. marts. Arkivfoto: Bente Poder
Det sker

Vægttabet må vente: Vendsyssel på vægten flytter indvejning

Lørdag 9. januar skulle der have været indvejning til dette års Vendsyssel på vægten, men arrangørerne har været nødsaget til at udskyde til 6. marts

08. januar 2021 kl. 18:55

Kampen om at blive Vendsyssels største taber skulle være gået i gang lørdag 9. januar med den store indvejning som startskuddet til de otte ugers kamp om at tabe sig mest.

På grund af de seneste restriktioner, så har styregruppen bag besluttet, at indvejningen flyttes til 6. marts.

- Restriktioner gør, at vi ikke kan få lov til at afholde det, som vi gerne vil. Derfor har vi besluttet at rykke det til marts, hvor vi satser på, at vi kan lave flere aktiviteter med flere mennesker samlet end tilfældet i dag, siger Christian Sahl fra styregruppen.

Man ønsker heller ikke at sætte deltagernes helbred på spil, så derfor valgte man at udskyde til marts, hvor det forhåbentlig lysner i forhold til både covid-19 og restriktionerne. Man regner også med, at flere aktiviteter kan gennemføres udenfor til den tid.

Ud over ændringen af datoen vil Vendsyssel på vægten forløbe, som det hidtil var planlagt. Alle hold og deltagere er automatisk blevet rykket til ny dato, og man kan fortsat tilmelde sig, hvis man ikke har nået det endnu.

I styregruppen er man selvfølgelig ærgerlige over, at man har været nødt til at rykke det. Der har dog været stor opbakning til det fra de tilmeldte.

- Vi kan fornemme på tilbagemeldingerne, at man er positive overfor, at vi har rykket det. Til trods for at det netop er i januar og tiden efter jul, hvor mange er ekstra motiveret til at gøre noget ved vægten, siger Christian Sahl og fortsætter:

- Vi havde snakket om at dele det op i mindre grupper efter hvad, der var forsvarligt, men vi valgte at udskyde i stedet. Det er en central del af Vendsyssel på vægten, at man kommer på vægten fra dag et. Der er ingen tvivl om, at det bliver nemmere at gennemføre til marts for os.

Holdet bag glæder sig til at kunne byde indenfor til Vendsyssel på vægten 6. marts. De melder løbende ud på deres hjemmeside www.vendsysselpaavaegten.dk og på deres facebookside, hvis der sker ændringer i de nuværende planer.

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu