Sommercabaret puster nyt liv på teater
En gruppe musikere og skuespillere sætter gang i kulturlivet i Hjørring igen
HJØRRING: Det er stadig hårde tider for kulturliv og restauranter, men nu forsøger en gruppe skuespillere og musikere, i samarbejde med kok og restauratør, Uffe Nielsen, at få lidt liv tilbage på Vendsyssel teater.
Revydirektør og kapelmester Henrik Baloo Andersen og musiker Ole Albrechtsen er grundstammen i en sommercabaret, som snart kan opleves i foyer og restaurant på Vendsyssel Teater.
- Det kribler jo i alle for at komme i gang igen, og nu har vi fået del i en økonomisk pulje fra kulturministeriet, som gør det muligt, fortæller Henrik Baloo.
Der bliver i alt seks forestillinger med start torsdag 30. juli.
De første tre sommercabaretter bliver med optrædender af musiker og tekstforfatter Kjeld Thorbjørn og skuespiller Hanne Laursen, samt vokal-trioen ”EKKO”.
I slutningen af august følger så yderligere tre forestillinger. Her afløses Hanne Laursen af skuespiller Pernille Sørensen, som man for et par år siden kunne opleve i Hjørring Revyen. Her vil der også komme gæsteoptrædender, og det skal være en overraskelse, hvem det bliver.
- Det bliver både sjovt og rørende og i tæt kontakt med publikum, lover Henrik Baloo.
Kok Uffe Nielsen har sammensat en menu til sommercabaretten. Ved forestillingen om lørdagen bliver det som brunch.
- Vi glæder os også til at få lidt gang i køkkenet igen. Det har været meget stille, konstaterer Uffe Nielsen.
17. september vender Vendsyssel Teater tilbage med egenproduktionen, Kiksekartellet.
Billetsalget til sommercabaretten er startet.