Marie Frank indtog Kaosfabrikken
Det er efterhånden ved at være tæt på 25 år siden, at midtjyske Marie Frank fik sit store gennembrud med 'Ancient Pleasures'-albummet, som blev indspillet i New York.
Fornylig kunne Kaosfabrikken i Løkken byde på en koncert med Marie og hendes mand, Anders Pedersen, og lad det være sagt med det samme; parret skuffede ikke, tværtimod.
Koncerten bød på 16 sange i alt, og det var tydeligt, at her var der tale om glæden ved musikken på en sætliste, som indeholdt både gamle og nye sange, som alle koncertgængerne kunne leve sig ind i.
Publikum på aftenen havde en stor aldersforskel, og det var en logisk reflektion af Maries evner som singer-songwriter, da hun rammer bredt med både en nærmest ungdommelig nysgerrighed og friskhed kombineret med en stor ro og smilende erfaring i sin og parrets performance.
Sætliste 1. del
Aftenen startede med 'Whoops Wrong Daisy', som blev efterfulgt af sangen 'Understrøm', før 'Små timer' gik rent ind med en fin duet og en flot solo af Maries mand, Anders.
Dette blev efterfulgt af 'Rockette 88', som handler om at købe noget til sin elskede - her gav Marie en invitation til at knipse med sit publikum, som konstant blev inddraget i en behagelig og dragende energi aftenen igennem i hendes kreative univers.
Sangen 'Worth It' fra albummet 'Vermilion' fik efterfølgende et stort bifald, som blev efterfulgt af en sjov historie fra Marie om datteren Molly, der vælger at sige 'og ind imellem kommer festen' i relation til julesangen 'Julen varer lige til påske'.
Dette skabte et fint oplæg til det næste indslag, 'Lille fredag i provinsen', før 1. sæt blev afsluttet med hendes helt nye sang, 'Stenslag'.
Efter en hyggelig pause i koncerten, hvor stemningen hele tiden var afslappet og god, og humøret var højt, så blev anden del indledt med flere nye sange fra den populære sangerinde fra Løvskal.
Sætliste 2. del
Anden akt startede med 'Hvem ved, hvad vej det går', som blev efterfulgt af sangen 'Undervejs', hvor publikum skulle fløjte med på melodien, som havde et imponerende flow, og hvor særligt guitarens lyd også 'sprang i ørene'.
Næste nye sang på række var 'Tiderne skifter', hvor publikum klappede med - faktisk var den så splinterny, at parret ikke havde nået at aftale en decideret slutning på den.
Overordnet set, så var aftenens live musik fra øverste hylde, og så var det egentlig dejligt at se det menneskelige aspekt og grin over en alternativ sangafslutning, som uden tvivl sidder bagerst i skabet fremover.
Efter Marie spurgte publikum omkring, om der mon var et godt loppemarked heroppe på disse kanter, så var næste sang 'Wonder', der gik i højt tempo. Og som med en stærk guitar og enorm sværhedsgrad var meget powerful - det sker ikke uden mange timer i øvelokalet.
Og så kom 'Under The Water', som hun i år 2000 fik en dansk Grammy for, der blev efterfulgt af et tilsvarende hit, 'Save A Little Love', hvor gæsterne klappede taktfast med, og endte med at være oppe at stå.
Ekstranumrene
Det kunne jo ikke være en Marie Frank-koncert uden den prisvindende ørehænger, 'Symptom Of My Time', som var valgt som første ekstranummer, og hvor Marie i sin solo lod kærligheden til sangen og musikken skinne igennem hende.
Kaosfabrikkens Mikael K, som igennem hele koncerten havde fokus på lyden, kom derefter på scenen, hvor han på banjo spillede sammen med Marie og Anders i en særlig Løkken-version af Johnny Cash og June Carter-hittet, 'Jackson'.
Mikael var også med på det smukke instrument i aftenens fælles godnatsang, 'Last Goodbye', efterfulgt af et bifald, hvor det var tydeligt, at her var der igennem et par timer ramt en nerve af samhørighedsfølelse og musikglæde for alle.
På Løkkens nye, innovative spillested gav Marie Frank og hendes mand en stor oplevelse - og Marie satte samtidig en ukopierbar streg under sit internationale sangskriverniveau.