Har du haft kræft? Så er her et godt tilbud
Stafet for Livet inviterer kræftpatienter på en gratis oplevelse
HJØRRING: Hvis du på et tidspunkt har fået beskeden, "du har kræft”, så er der nu et tilbud til dig.
I så fald er du inviteret med til arrangementet "Stafet for Livet", der finder sted på Dyrskuepladsen i Hjørring 26. og 27. August.
Begivenheden starter lørdag 26. august klokken 10 med en såkaldt "fighterrunde". Fighterne - som er nuværende eller tidligere kræftramte - kan deltage i en rundtur, hvis de vil.
Resten af dagen forkæles Fighterne i et hyggeligt telt specielt indrettet til dem. Her vil arrangørerne af Stafet for Livet beværte Fighterne med mad fra Hjørring Kro.
Arrangørerne af Stafet for Livet vil nemlig rigtigt gerne lokke nuværende og tidligere kræftpatient til at deltage i arrangementet. Stafet For Livet er en rigtig god måde at møde andre i samme situation. Det giver mulighed for at dele oplevelser, tanker og følelser - og at give hinanden håb og fællesskab, alt imens man deltager i et lokalt arrangement, der fejrer livet og sætter fokus på kræftsagen.
Tidligere arrangementer i Hjørring har skabt fællesskab, venskaber og dialog mellem Fightere, pårørende og ikke mindst efterladte.
Du kan på www.stafetforlivet.dk/hjoerring læse mere om arrangementet.