Foto: Lauge Eilsøe-Madsen
Det sker

Fredag morgen med Verdens Bedste Nyheder

07. september 2022 kl. 18:02

Lokale frivillige uddeler Verdens Bedste Nyheder og spreder håb i Hjørring fredag morgen, 9. september, klokken 7-9.

Det er bl.a. på Hjørring Banegård og Stoppestedet ved Meny på Frederikshavnsvej, du kan få Verdens Bedste Nyheder.

Det er lokale frivillige fra Soroptimisterne i Hjørring, der tropper op og uddeler chokolade og en avis med konstruktive nyheder om verdens store fremskridt.

- Vi er heldige at have en kæmpestor opbakning til årets uddeling. I et år, der er præget af den forfærdelige krig i Ukraine, er der et stort behov for, at vi minder hinanden om, at der også sker fremskridt for fred og retfærdighed, og at utallige mennesker hver dag arbejder for en mere fredelig fremtid verden over, siger Thomas Ravn-Pedersen, der er direktør for Verdens Bedste Nyheder.

Det er 13. gang, at Verdens Bedste Nyheder holder den landsdækkende avisuddeling, som de kalder Verdens Bedste Morgen. I år er der 317 uddelingssteder over hele Danmark fordelt på 82 kommuner.

Flere end 2500 frivillige deler aviser ud, som ønsker at minde os alle om, at verden er bedre, end vi ofte tror.

Verdens Bedste Nyheder er støttet af Udenrigsministeriet. Realdania har sponsoreret t-shirts og muleposer til alle de frivillige, samt doneret de 150.000 stykker chokolade, der deles ud sammen med avisen Verdens Bedste Nyheder.

Annonceret indhold

Nyeste