Vuggestuebørn har papir på, at de er de nye sangstjerner
HJØRRING: En stor flok af Hjørring Kommunes alleryngste børn gik nærmest syngende på juleferie med et fint certifikat i hånden.
De har nemlig alle været del af projektet ”Sangglad Mini,” der er blevet gennemført i samarbejde Sangens Hus og Hjørring Kommune, og som Sangkraft Hjørring stod bag.
I løbet af forløbet har hvert børnehus fået en sangkuffert pr. gruppe og en pose med materialer til hvert barn.
– Vi er alt i alt nået ud til ikke mindre end 18 vuggestuegrupper. Det er altså 325 børn og omkring 100 voksne, og alle 18 vuggestuer og børnehuse er blevet certificeret som institutioner med sangprofil, konstaterer Annette Bo Nielsen, der er projektleder i Sangkraft Hjørring.
Her glæder man sig over, at de mange vuggestuer har taget godt imod projektet.
- Sang giver tryghed og trivsel både for børn og voksne, og det, at de voksne i vores kommune er blevet trygge ved at anvende sangen som et redskab, er en stor gave også for de kommende børn i institutionerne, forklarer Annette Bo Nielsen.
Det er sangkonsulent fra Sangens Hus, Anna Vestergaard, der både har stået for at undervise børnehusenes personale, og som senere har gennemført undervisningen i børnehusene.
Hos Børnehuset i Vrå er begejstringen for mere sang i hverdagen ikke sådan til at komme udenom.
– Det med at synge og bruge sangen er blevet en integreret del af vores hverdag. Vi er fælles om noget, der skaber glæde og sammenhold, lyder det.
Sangglad Mini er støttet af Nordea-fonden.