Billede beskrivelse

Stort action-legeland er snart klar i Løkken

04. januar 2025 kl. 14.01

LØKKEN: Det er svært at overse, at der bliver bygget til hos Action House Funcenter i Løkken, for sådan har det været et godt stykke tid.

Heldigvis er der også snart en åbningsdato i sigte. Men Preben Kjærsgaard Jensen og hans brødre Tommy, Bjarne og Karsten vil helst ikke sætte en endelig dato på, hvornår der bliver aktivitet i den store nye bygning, der vender ud mod hovedvejen.

- Men du kan jo selv se, at vi er temmelig langt. Så et forsigtigt gæt er nok omkring tre-fire måneder inde i det nye år, siger Preben Kjærsgaard Jensen og slår ud med hånden til lyden af banken og larmen fra en stor stiksav.

- Men vi skal nok melde ud i god tid, når vi er klar til åbning, siger han med et stort smil. 

Billede beskrivelse

Børnene – og deres forældre - kan nu godt begynde at glæde sig, for ét er sikkert: 1500 kvadratmeter legeland i to etager bliver klar til åbning, lover han.

Som med meget andet i Action House, er ”action” også omdrejningspunkt for det nye legeland, der i øvrigt hænger sammen med det legeland på omkring 300 kvadratmeter, der allerede findes i huset.

- Det bliver noget lidt anderledes og mere ”virtuelt” end andre legelande, lover Preben Kjærsgaard Jensen.

Han kan dog fortælle, at mere klassiske legelands-effekter som rutsjebaner og trampoliner også bliver del af legelandet, der henvender sig til både små og større børn.

Billede beskrivelse

I det nye legeland er der også tænkt på forældre og bedsteforældre, fortæller han.

- Vi ved, at mange bedsteforældre gerne vil besøge os med deres børnebørn. Derfor har vi blandt andet installeret en elevator, så det er nemt at komme op med barnevognen, siger han.

Preben Kjærsgaard Jensen fortæller også, at der er gjort meget for at sikre, at det er rart at være i legelandet - også når der er mange børn.

Der er blandt andet lavet særlige lyddæmpende tiltag og plads til at spise, ligesom der bliver en terrasse, hvor gæsterne kan gå ud og trække frisk luft.

Billede beskrivelse

Action House Funcenter består, udover de 1500 nye kvadratmeter, af 11.000 kvadratmeter forlystelsescenter med gokart, bowling, lasergame, virtual reality, legeland og restaurant.

Stedet havde 30-års jubilæum i 2024, og det er stadig grundlæggerne Preben, Bjarne, Karsten og Tommy Kjærsgaard Jensen, der driver det.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste