Seneste nyt
Billede beskrivelse

Store roser til Hirtshals fra filminstruktør: - Det er jo en helt fantastisk by

08. maj 2026 kl. 06.00

HIRTSHALS: Filminstruktør Niels Arden Oplev er netop gået i gang med optagelserne til den nye danske spillefilm Skygge & Lys i Hirtshals og resten af Vendsyssel.

I år er det 30 år siden, Oplev fik sit store gennembrud med filmen Portland fra 1996 - en rå skildring af det kriminelle miljø i Nordjylland. 

Siden har han flere gange vendt tilbage til historier med rødder i landsdelen - blandt andet i Fukssvansen, Drømmen og senest Rose.

Med Skygge & Lys vender han endnu en gang blikket mod Nordjylland - denne gang mod Hirtshals.

Billede beskrivelse

Filmen beskrives som et intenst og sanseligt drama om døden som vilkår for livet og om det mod, der kræves for at se sandheden i øjnene, før det er for sent.

- Vi lever i en tid, hvor døden er blevet noget, vi gemmer væk. Vi taler om at leve længere, men sjældent om, hvad det vil sige at dø. Med Skygge & Lys undersøger vi, hvad der sker, når døden pludselig ikke kan holdes på afstand, udtaler Niels Arden Oplev.

Optagelserne er allerede i gang flere steder i og omkring Hirtshals, og byen spiller en helt central rolle i filmen.

Råt look

Instruktøren Niels Arden Oplev fortæller, hvorfor netop Hirtshals blev valgt som ramme for historien.

- Det er jo en helt fantastisk by på den måde, at den har et unikt look. Den har næsten et look, som er tættere på den nordlige del af Skandinavien eller Færøerne, Island-agtigt, end Danmark. 

Billede beskrivelse

- Vejene er brede, der er næsten ingen træer, og der er sådan en lille tomhed og enkelhed i næsten alle gader og huse, som er helt fantastisk visuelt for os.

Han fremhæver især byens rå stemning, havnen og de brede strande.

- Så er der selvfølgelig de brede strande og havet og havnen, som giver byen noget helt unikt. Den har sådan noget real life, noget ægte over sig, noget råt.

Billede beskrivelse

Autentiske Hirtshals

Niels Arden Oplev, der i dag bor i USA, mener samtidig, at Hirtshals har en autenticitet, som passer perfekt til fortællingen.

- Den har en enkelhed og en ægthed, men også lidt råhed, som passer enormt godt til den her historie. Og historien er skrevet helt specielt til den by, selvom det ikke handler om fiskeriet. Der er jo også andre ting i Hirtshals end fiskeri.

Instruktøren slår fast, at filmen fra begyndelsen er tænkt til at udspille sig netop her.

- Så ja, den er skrevet til at foregå i Hirtshals.
På rollelisten finder man blandt andre Esben Smed, Marie Bach Hansen, Anders W. Berthelsen, Anne Louise Hassing, Morten Kirkeskov, Lone Rødbroe og Jakob Oftebro.

Filmen produceres af Nordisk Film og forventes at få dansk biografpremiere i 2027.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste