Billede beskrivelse

Stor støtte til lokal café

20. januar 2025 kl. 06.02

LØKKEN: Løkken Repair Café går ind i 2025 med en klar mission: at gøre en positiv forskel for klima, miljø og ressourcer. Samtidig skabes der et hyggeligt og lokalt fællesskab.

Det fortæller Løkken Repair Café. 

Første mødedag i det nye år finder sted onsdag den 5. februar kl. 16.00 i kælderen på Løkken Skole. Her vil lokale ildsjæle stå klar til at hjælpe med reparationer og samtidig inspirere til bæredygtig adfærd.

Tak for opbakningen

Etableringen af Løkken Repair Café er blevet mulig takket være stor lokal opbakning. En særlig tak går til XL Tømmergården Løkken, Meny Løkken, SuperBrugsen Løkken, Lions Løkken, Hvidt og Frit Hjørring, Kjærgaard Symaskiner Hjørring, Stof & Garn Hjørring og RS Group for deres velvillige sponsorstøtte.

Også brugerne, der vælger reparation frem for at købe nyt, fortjener anerkendelse. De viser ansvarlighed over for klimaet og bidrager til at reducere ressourcespild.

Reparation som læring

For hver reparation registrerer Løkken Repair Café, hvad der lykkes – og hvad der ikke gør. Det skaber vigtig viden om, hvilke produkter der er reparationsvenlige, og hvilke der er vanskelige at fikse.

- Selv hvis en reparation ikke lykkes, er det en succes at lære mere om, hvad der kan repareres, og hvad der ikke kan, lyder det fra initiativtager Gert Overlade.

Reparationer omfatter tøj, smykker og mekaniske eller elektriske apparater til husholdningen. Dog repareres cykler, småt elektronik som mobiltelefoner og radioer samt brændstofmotorer ikke.

Billede beskrivelse

Nyt tiltag: Tidsbestilling

For at sikre, at alle opgaver kan håndteres effektivt, indføres nu tidsbestilling via Facebook-gruppen Løkken Repair Café. Brugere uploader et billede af deres reparationsopgave og får herefter enten et mødetidspunkt eller en besked om, at opgaven ikke kan nås. Dette gælder dog ikke tøjreparationer.

Mens reparationen udføres, kan brugerne nyde en kop kaffe og følge med i arbejdet. Ejendele opbevares ikke, så man skal blive på stedet under reparationen.

Frivillige søges

Repair Caféen har brug for flere frivillige – især med kompetencer inden for mekaniske og elektroniske apparater, slibning af knive, batteriskift og reparation af smykker. Enhver indsats tæller, også hvis man kun kan hjælpe en gang imellem.

Hvis du har lyst til at gøre en forskel for klimaet og samtidig være en del af et hyggeligt fællesskab, kan du melde dig ind i Facebook-gruppen Fixere – Løkken Repair Café eller møde op den første onsdag i måneden kl. 16.00.

Der er altid kaffe på kanden og en varm velkomst.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste