Skal bygge bro: Katrine er ny chefsygeplejerske
VENDSYSSEL: Katrine Porsborg Larsen tiltræder den 1. august som chefsygeplejerske på Medicinsk Afdeling på Regionshospital Nordjylland.
Hun får ansvaret for de 83 regionale sundheds- og omsorgspladser i Vendsyssel, som overgår fra kommunerne til regionen den 1. januar 2027.
Det skriver Regionshospital Nordjylland i en pressemeddelelse.
Erfaring fra både hospital og kommune
Katrine Porsborg Larsen kommer fra en stilling som leder af de tværfaglige teams i Aalborg Kommune.
Tidligere har hun været leder inden for både endokrinologi og geriatri i hospitalsvæsenet og har dermed solid erfaring fra både det kommunale og det regionale sundhedsvæsen.
Den brede ledelseserfaring bliver en vigtig styrke i arbejdet med at udvikle de nye sundheds- og omsorgspladser og skabe stærke sammenhængende patient- og borgerforløb.
- Under ansættelsesforløbet gjorde Katrine stort indtryk på ansættelsesudvalget med sine klare visioner for de nye sundheds- og omsorgspladser og sin dybe forståelse for, hvordan vi på tværs af sektorer kan skabe endnu bedre sammenhængende patient- og borgerforløb, siger Charlotte Fuglesang, sygeplejefaglig direktør på Regionshospital Nordjylland.
Katrine Porsborg Larsen bliver en del af afdelingsledelsen på Medicinsk Afdeling, hvor hun får en central rolle i etableringen og udviklingen af de nye sundheds- og omsorgspladser frem mod regionens overtagelse af opgaven ved årsskiftet 2026/2027.
Vil bygge bro mellem kommune og region
Katrine Porsborg Larsen ser frem til at tage fat på opgaven sammen med de ledere og medarbejdere, som i løbet af efteråret og frem mod overtagelsen bliver en del af den nye organisation.
- Ambitionen er at skabe gode forløb for borgerne, og det bliver spændende at omsætte sundhedsreformens politiske visioner til praksis. Mit arbejde kommer i høj grad til at handle om at bygge bro mellem den kommunale og den regionale verden. Det bliver vigtigt at tage udgangspunkt i det, der allerede fungerer godt, og udvikle tilbuddene videre derfra, siger Katrine Porsborg Larsen.
Privat bor Katrine Porsborg Larsen i Frejlev sammen med sin mand og parrets tre børn.
84 sundheds- og omsorgspladser i Vendsyssel
Etableringen af de nye sundheds- og omsorgspladser er en del af implementeringen af sundhedsreformen.
Pladserne er målrettet borgere, der er for syge eller svækkede til at være i eget hjem, men som ikke har behov for en sygehusindlæggelse.
Der etableres i alt 84 sundheds- og omsorgspladser i Sundhedsråd Vendsyssels område. Heraf bliver 83 drevet af Region Nordjylland.