Se billederne: Mange fejrede fyrets fødselsdag

29. december 2025 kl. 11.01

RUBJERG KNUDE: Der var både feststemning og fællesskab at spore, da omkring 150 mennesker deltog i jubilæumsfejringen ved Rubjerg Knude Fyr lørdag 27. december.

Den traditionsrige travetur, arrangeret af Lønstrup Turistforening og Vendsyssel Historiske Museum, markerede fyrets 125-års fødselsdag.

Deltagerne mødtes om eftermiddagen ved den nye parkeringsplads på Rubjergvej 100, hvor naturvejleder Jakob Kofoed førte an gennem det smukke og dramatiske klitlandskab.

Undervejs fortalte han om fyrets historie, sandflugtens påvirkning af området og den spektakulære flytning i 2019, der reddede det ikoniske fyr fra havets erosion.

Efter traveturen samledes deltagerne ved foden af klitten, hvor der blev serveret varm kakao og en lille fyr kagemand. Her satte sanger Karina Staub Holm sammen med sin far, Preben Holm på guitar, et musikalsk punktum med et par sange og fællessang.

Som et symbolsk højdepunkt blev der tændt lys i fyrets top, hvilket gjorde jubilæumsfejringen både visuelt stærk og historisk meningsfuld.

Et godt vidnesbyrd om fyrets fortsatte rolle som kulturarv og pejlemærke i landskabet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste