Projektet har været undervejs i flere år: Nu gik byggestarten
SINDAL: Trods en småkølig formiddagsluft over Sindal, så var der både smil og forventningsglæde blandt forsamlingen, da der fredag blev taget officielt hul på et stort lokalt byggeri.
Sindal Hallerne udvider med knap 800 kvadratmeter i form af en tilbygning til den ene af centrets to minihaller. Denne bliver nu til en fuldskala træningshal, der skal skabe basis for endnu bedre faciliteter for de mange brugere.
Formanden for Sindal Hallernes forretningsudvalg, Jørgen Toft Jensen bød indledningsvis velkommen til de fremmødte.
- Det her projekt har været undervejs i nogle år. Jeg tror det var i 2019, at vi lavede de indledende skitser, forklarede formanden.
Han bemærkede videre, at det i fjor lykkedes at få finansieringen helt på plads.
- Det skete takket være midler fra såvel Nord Energi Fonden som Hjørring Kommune. Begge har støttet projektet med 1 mio. kr., sagde Jørgen Toft Jensen og tilføjede, at resten er finansieret via lån og egne midler.
Endvidere er der udsigt til en donation fra Sparekassen Danmark Fonden.
Siden overlod formanden scenen til tre unge brugere af de kommende faciliteter. Victor, Ajia og Anton fra Sindal IF tog et symbolsk første spadestik til byggeriet.
Også formanden for Børne-, Fritids- og Undervisningsudvalget i Hjørring Kommune, Gry Bruun Nielsen (R) var mødt op. Hun roste initiativet og bemærkede, at byggeriet er et udslag af stort lokalt engagement.
- Jeg er sikker på, at den her hal vil komme til at summe af liv og fællesskab. Det kommer dog ikke helt af sig selv. Hallen er et resultat af hårdt arbejde, vision og samarbejde. Det havde ikke været muligt uden, at alle havde bidraget, lød det fra Gry Bruun Nielsen.
Hun rundende af med også at sætte spaden i jorden. Det samme gjorde i skøn forening repræsentanter fra Sindal Hallernes forretningsudvalg samt centerleder, Mogens Fonseca. Herefter blev de fremmødte bespist med pølser, øl og sodavand.
Byggeriet er budgetteret til i alt 12 mio. kr. Udover selve idrætshallen rummer projektet både omklædningsfaciliteter og et multirum. Hele herligheden ventes klar til anvendelse sidst i september.