Billede beskrivelse

Nyt initiativ: Lokal forening inviterer til sommercamp

13. juni 2025 kl. 06.03

TÅRS: I år introducerer TUI Håndbold noget helt nyt og spændende – nemlig en håndboldskole for børn og unge i Tårs Hallen.

Det skriver foreningen i en pressemeddelelse.

De håber at kunne samle en masse glade deltagere fra årgang 2010-2015, både dem der aldrig har prøvet håndbold før, og dem som allerede kender spillet. Håndboldskolen finder sted torsdag og fredag i uge 32, hvor deltagerne kan se frem til to aktive dage med masser af håndbold, sjove øvelser, spil og ikke mindst fællesskab.

Billede beskrivelse

Det hele foregår i trygge og motiverende rammer med engagerede trænere, som står klar til at tage godt imod både nye og erfarne spillere. Formålet med håndboldskolen er ikke kun at udvikle håndboldfærdigheder – men også at styrke sammenholdet og give børn og unge en god oplevelse i sommerferien.

Mange børn har i dag ikke den samme naturlige adgang til håndbold i frikvarteret, som man fx har til fodbold. Derfor ønsker TUI Håndbold at give alle mulighed for at prøve håndbolden af – uden det kræver noget særligt udstyr eller kendskab på forhånd.

Prisen er kun 50 kr. pr. dag, og der bliver sørget for frokost begge dage, så deltagerne har energi til at give den gas hele dagen.

Det er vigtigt for arrangørerne, at alle har mulighed for at være med – og derfor er deltagergebyret lavt.

Tilmelding er nødvendig og sker via Tårs Ugilt IFs hjemmeside.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste