Billede beskrivelse

Nye håndtegnede byportrætter af Hjørring

24. februar 2025 kl. 06.03

HJØRRING: Grafikeren Kim Larsen har skabt en ny serie af håndtegnede byportrætter, der fortolker Hjørrings byrum og natur i et stiliseret, grafisk formsprog. 

Serien, bestående af 11 værker, er skabt i forbindelse med Hjørring Bibliotekernes bogprojekt Hjørring-digte, hvor han blev inviteret til at illustrere udvalgte digte.

- Jeg har tidligere arbejdet med byplakater fra Hjørring, men denne gang ønskede jeg at gå i en ny retning, fortæller Kim Larsen, der til daglig er grafiker på Vendsyssel Historiske Museum. 

- Normalt arbejder jeg i sort/hvid, men her har jeg eksperimenteret med farver og et grafisk udtryk, der ligger tættere på plakatkunst og serigrafiske tryk.

Serien skildrer velkendte steder som Springvandspladsen, Svanelunden og Hjørring Bjerge. I stedet for en fotografisk gengivelse fokuserer Larsen på en forenkling af former, lys og skygge for at indfange byens særlige stemning.

- Jeg har forsøgt at skildre mere end blot de fysiske omgivelser. Det handler også om, hvordan byen opleves i et bestemt lys, en bestemt farve, forklarer han.

Illustrationerne er kendetegnet ved flade farvefelter og en stram, afgrænset farvepalette, hvor hvert billede har sin egen tone. Kølige blå nuancer understreger byens moderne arkitektur, mens varme jordfarver fremhæver de historiske og naturlige omgivelser. 

Billede beskrivelse

Nogle motiver leger med ekspressive kontraster i rød og gul, hvilket skaber en dynamisk energi, mens andre har en drømmende, næsten filmisk stilhed over sig.

Et særligt træk ved serien er fraværet af mennesker. Byens rum står tomme, som ventende kulisser.

- Der er noget fascinerende ved at skildre en by uden dens beboere. Det skaber en særlig ro, men også en følelse af, at noget enten er sket eller vil ske, siger Kim Larsen.

Serien forener elementer fra plakatkunst, moderne grafisk design og tegneseriekunstens stiliserede formsprog, men er samtidig en personlig fortolkning af Hjørring.

- Selvom motiverne viser konkrete steder, er de ikke dokumentariske – de er fortolkninger. Det handler ikke kun om, hvordan Hjørring ser ud, men hvordan byen føles, afslutter han.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste