Nordea indviede nye lokaler og fejrede direktørens runde dag
HJØRRING: Fredag var der dobbelt fejring hos Nordea i Søndergade 8. Her blev det nemlig markeret, at flytningen fra Østergade nu er overstået, og de nye moderne banklokaler er blevet taget i brug.
Samtidig blev filialdirektør Betina D. Jensens 50-års fødselsdag også markeret.
Det fik omkring et par hundrede kunder, kollegaer og andre med tilknytning til filialen til at kigge forbi.
En af dem var Kaj Henriksen, der har været kunde i 60 år.
- Helt præcist siden 1965, hvor jeg skulle have min første lønkonto, fortalte han.
Han var til reception sammen med svigerdatteren, Anette Henriksen. Hun er også kunde i banken.
- Det blev jeg, da jeg forelskede mig i Kajs søn, og så flyttede jeg over fra en anden bank, fortalte hun.'
Som moderne bankkunde er det ellers ikke meget, hun kommer i sin lokale filial.
- Vi sidder jo hjemme foran skærmen og klarer det meste, men jeg kommer vel en gang om året, og så synes jeg faktisk, at det er rigtigt fint, at de har lavet en lidt mere moderne bank. Her er hyggeligt, og det er et sted, man har lyst til at komme, sagde hun og fortsatte:
- Jeg tror måske vi kigger ind en dag, hvor her ikke er reception.
Samme oplevelse har Emma Bruun, der er finansiel rådgiver under uddannelse.
- Man kan godt mærke, at Betina har været inde over, så det faktisk næsten er mere ligesom et hjem end en bank, lød det.
Det er da også en lidt anderledes bank, kunderne møder. Væggene er malet i tonede nuancer, dørene til de mange mødelokaler er sorte døre i New York stil, der er blomster i vaser, og på væggene er billeder fra lokalområdet.
- Det er helt bevidst, at vi både har fået flere mødelokaler, men også har skabt nogle lokaler, hvor der er rart at være, for kunder i dag kommer her i forbindelse med ”livsbegivenheder.” Og så skal her være rart at være, sagde Betina D. Nielsen.
Peter Baand, der er direktør for Nordeas markedsområde Aalborg, som Hjørring hører under så sig tilfreds omkring.
- Sådan her ser fremtidens bank ud, sagde han.