Kom til gåfodbold i Løkken
LØKKEN: Er der lyst til at prøve en anderledes fodboldoplevelse, der er både sjov, skånsom og social? Så er GVL Løkken stedet, hvor gåfodbold netop er blevet en stor succes!
Det fortæller GVL Løkken i en omtale.
Det foregår hver onsdag kl. 9.59 på Multibanen ved Brændingen i GVL Løkken.
Hvad er gåfodbold?
Gåfodbold er et boldspil, der henvender sig til dem, der elsker fodbold, men foretrækker at gå i stedet for at løbe. Der kræves ingen forudgående erfaring med fodbold, da alle deltager på lige vilkår. I gåfodbold er tackling og fysisk kontakt ikke tilladt, hvilket gør det ideelt for dem, der ønsker en skånsom måde at bevæge sig på.
Gåfodbold er for både kvinder og mænd på samme hold. Der er ingen aldersgrænse, og derfor kan alle – uanset alder – være med.
Hver træning afsluttes med kaffe og let forplejning i klubhuset, hvor der altid er mulighed for hyggeligt samvær.