Billede beskrivelse

Høstdag i Mosbjerg – en levende tidsrejse tilbage til høsten

03. august 2025 kl. 14.01

MOSBJERG: Den traditionsrige Høstdag på Landskabs- og Landbrugsmuseet i Mosbjerg finder sted søndag den 10. august kl. 10-16. Dagen byder på en mangfoldighed af aktiviteter, hvor besøgende kan opleve høstarbejdet, som det foregik i gamle dage – med le, selvbinder og mejetærsker. 

Hvis vejret tillader det, bliver både det gamle tærskeværk og renseværk sat i gang.

Rundt om husmandsstedet demonstrerer mælkekontrollanten og rebslageren deres håndværk, mens Havelauget arbejder flittigt i den historiske køkkenhave. 

Gæster kan se, hvordan halmsko bindes, opleve folkedans og høstsange, beundre udstillingen af gamle traktorer og dufte den hjemmelavede frokost, som tilberedes på det traditionelle brændekomfur – klar til de flittige høstfolk.

Billede beskrivelse

I museets lade demonstrerer Bilauget honningslyngning, og der er mulighed for at købe et glas frisk, gylden honning med hjem. Flere lokale fødevareproducenter deltager, heriblandt Lykkesholm Æbler, Hebbelstrupgaard Is, Frugtslik & lakridser samt Høsten Torp Røgeri.

Kornkaravanen fra Kornets Hus kigger også forbi og inviterer både børn og voksne til at smage grød, male mel, valse havregryn og bage snobrød. Man kan også opleve træskæreren i arbejde, handle hos de gammeldags købmænd eller prøve kræfter med følekassen – tør nogen gætte, hvad der gemmer sig deri?

Dagen byder desuden på gamle lege, ponyridning og hestevognskørsel – alt i alt en oplevelsesrig og festlig dag for hele familien.

Alle er velkomne til at tage madpakken under armen og børnene i hånden og nyde en dag i høstens og kornets tegn på Landskabs- og Landbrugsmuseet i Mosbjerg søndag den 10. august kl. 10-16.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste