Seneste nyt
Billede beskrivelse

Fodboldbaner får kærlig behandling efter stort arrangement

13. maj 2026 kl. 06.02

HJØRRING: Efter DM i Skills er arbejdet med at bringe banerne ved HI tilbage i topform i fuld gang. 

De fem fodboldbaner, som blev brugt til de store eventtelte under mesterskaberne, får nu en omfattende omgang pleje, så græsset igen kan blive tæt, grønt og slidstærkt.

Chef for Park og Vej ved Hjørring Kommune, Tonny Pedersen, understreger, at kommunen gør alt for at få banerne hurtigt tilbage i god stand.

Billede beskrivelse

- Det, vi gør, er, at vi topfræser den, prikker den, strigler den og sår græs - altså vi giver den alt den kærlighed, vi kan, siger Tonny Pedersen.

De fem fodboldbaner har været brugt under DM i Skills, og derfor er der nu fokus på at få græsset tilbage i optimal stand inden sommerens store aktiviteter.

- Så strigler man den og prikker den, og den bliver ganske skarp, forklarer han.

Billede beskrivelse

Omfattede arbejde

De mange små huller i banen er en vigtig del af processen.

- Det er for at give den luft, siger Tonny Pedersen om prikningen af banen.

Herefter følger gødning, eftersåning og topdressing - en blanding af blandt andet sand, muldjord og kompost, som hjælper med at forbedre vækstlaget og gøre banen mere jævn.

Billede beskrivelse

Selvom arbejdet ser omfattende ud, er der ifølge kommunen ikke noget uventet i situationen efter DM i Skills.

- Det kostede nogle penge, men det havde vi også regnet med, siger Tonny Pedersen.

Det tørre og lune forårsvejr giver samtidig gode muligheder for, at græsset hurtigt kan etablere sig igen.

Billede beskrivelse

Banerne skal dog have ro i en periode, og derfor må HI i den kommende tid flytte træning og aktiviteter til andre baner.

- Det løser de selv, men de er rigtig gode til det, siger Tonny Pedersen om HI’s håndtering af den midlertidige pause på banerne.

Hos kommunen er der især fokus på, at banerne står klar til sommerens store internationale ungdomsturnering Dana Cup, som afvikles i uge 30.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste