En del af klinten i Nr. Lyngby er ved at blive grønnere
NR. LYNGBY: Lige nu er det den tid på året, hvor julen og nytåret er et for længst overstået kapitel, og samtidig kan vi bemærke, at på trods af, at vi blot er i 2025's første måned, så bliver dagene gradvist længere.
Det er ikke kun lyset, som lige så stille er ved at komme mere tilbage, for i Nr. Lyngby nord for Løkken er der også nogle gode ting i gang, som synes at have en gavnlig effekt på områdets flotte klint.
Synlig forskel
Vi har således været i kontakt med flere, som har et lidt dybere kendskab til arbejdet med pileflet og sandfodring, og betragtningerne herom bekræfter meget godt, hvad flere turister også bemærker.
Mens der sandfodres for at pleje stranden, så benyttes der pileflet på flere strækninger for at beskytte klinten - og det er tydeligt, at hvor der er pileflet foran havet, så er der oftest en mærkbar forskel.
En grøn klint
Lige nord for Nr. Lyngbys rampe er der således blevet grønnere over de senere år, idet en del af denne strækning er beskyttet med pileflet, som i samspil med sandfodring er med til at bremse erosion.
På den måde arbejder man med naturen i stedet for imod den, og resultaterne er ganske enkelt markante - hvor der ikke kystbeskyttes, er der ofte større udfordringer med at modvirke denne udvikling.