Billede beskrivelse

Berømte kvinder skal skabe liv ved stoppestedet

21. januar 2025 kl. 14.04

HJØRRING: De siger nok ikke så meget, de ventende kvinder ved busstoppestedet i Nørregade lige ved Hjørring Kommune.

Men de har en lang historie med sig.

Den kan ventende passagerer få via en QR-kode, mens de venter på bussen.

Hjørring Kommune har nemlig, gennem et samarbejde med Vendsyssel Historiske Museum, genskabt syv kvinder, som alle har haft en stor betydning for Hjørring Kommune.

Billede beskrivelse

Formålet er at skabe lokalhistorisk by-identitet omkring stoppesteder, som jo ellers er identitetsløse, forklarer Mads Mailund Heuer fra Team Energi og Mobilitet hos Hjørring Kommune.

Det sker med udgangspunkt i nogle af de tanker, der udgør en ny strategi for Hjørring Midtby.

Strategien, der skal skabe en mere attraktiv bymidte, er et samarbejde mellem Hjørring Kommune, Business Hjørring, METROPOL ShoppingCenter, Erhverv Hjørring, Dansk Erhverv og en række udlejere.

– Det handler om at skabe liv i Hjørring midtby ved at gøre den mere interessant. Og der findes undersøgelser, der peger på, at hvis stoppestedet er lidt mere spændende end normalt, så kan det faktisk give flere passagerer, siger Mads Mailund Heuer.

Billede beskrivelse

– Og så håber vi, at vi kan være med til at generere ejerskab og stolthed hos borgerne.

De syv kvinder er trykt på aluplader, og de er 170 centimeter høje. At det netop er historiske kvinder, der placeres her, er ikke tilfældigt, fortæller Mads Mailund Heuer.

– De her stoppesteder ligger jo lige midt i den historiske del af Hjørring.

Mads Mailund Heuer fortæller, at fremtiden byder på flere lignende opgraderinger af Hjørring Kommunes stoppesteder.

Der er allerede flere projektet i gang – blandt andet i Sønder Rubjerg, hvor håbet er, at de lokale vil gå ind i projektet.

Billede beskrivelse

– Som det blandt andet er sket i Vittrup, hvor borgerne har taget ejerskab i projektet, hvilket er en vigtig forudsætning for, at de lykkes, siger Mads Mailund Heuer.

Han understreger, at lignende projekter ikke behøver at være store og dyre.

– Man kunne jo sagtens forestille sig, at man satte nogle fodboldsæder ind i buskuret ved stadion. Det behøver ikke være specielt dyrt, men det er noget, der bliver lagt mærke til.

Hos Vendsyssel Historiske Museum glæder formidlingschef Jens-Christian Hansen sig også over kvinderne.

– Vi vil gerne sætte større fokus på de kvinder, der har været med til at præge egnens historie, og hvis indtryk jo stadig kan ses i bybilledet, fortæller han.

Billede beskrivelse

De syv kvinder er derfor også blevet udstyret med en QR-kode, der leder ind til museets hjemmeside, hvor kvindernes historie bliver fortalt.

Jens-Christian Hansen er derfor også godt tilfreds med, at kvinderne med deres tilstedeværelse i bybilledet er med til at give opmærksomhed til Vendsyssel Historiske Museum.

Flere af kvinderne indgår nemlig i museets udstillinger i både Hjørring og Hirtshals.

Det drejer sig blandt andet om Kirstine Lund, der pt. både er repræsenteret i udstillingen ”Skattekisten” og udstillingen ”I Skyggen.” Margrethe Gaardbos sidste hjem er ”Det ternede hus” på Hirtshals Museum. Spor efter ”Skov-Kirsten”, søstrene Rasmussen og Nanny Faye kan ligeledes fortsat ses. For Nanny Fayes vedkommende gennem Hjørring Private Realskole.

- Gennem projektet kommer historien om kvinderne samtidigt ud i byrummet. Det er noget, vi gør meget ud af. Senest har vi gjort det gennem synliggørelsen af arkitekten Hack Kampmanns bygninger i Hjørring Kommune, som også har fået en QR-kode, siger Jens-Christian Hansen.

De syv kvinder er:

Christiane og Ane Elisabeth Rasmussen

Kirstine Lund

Margrethe Gaardbo

Nanny Faye

Skov-Kirsten

Signe Hansen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste