Badehusejere i Løkken kan nu låne genbrugspose til særligt formål
LØKKEN: Initiativtager Signe Simonsen har siden 2019 været aktiv langs vestkysten med Race for Oceans.
Og organisationen har siden 2021 haft base i Løkken.
Fra badesæsonen 2026 lancerer Race for Oceans et konkret initiativ, der skal engagere flere badehusejere og gæster i at holde stranden ren.
Det oplyser Løkken Turistbureau i en pressemeddelelse.
- Vi har fået syet et antal poser af rester fra sejlproduktion. De er fire år gamle nu, men stadig robuste og designet, så de passer ind i badehusstilen. Poserne ligger nu på Løkken Turistbureau, Jyllandsgade 15 i Løkken, og de udleveres efter først-til-mølle-princippet, forklarer Signe Simonsen.
Badehusejerne er derfor velkomne til at hente en pose, som kan hænges op i badehuset gennem sæsonen.
Når det passer ind i ens program, kan man tage posen med sig og være med til at samle affald på stranden.
Samtidig kan man prøve at finde de små plastpellets, som ofte ligger rundt omkring.
- Strandrensning er en meningsfuld og hyggelig aktivitet, som både kan udføres alene eller sammen med andre – og som alle aldre kan være med til, understreger Signe.
Efter sæsonen afleveres posen tilbage til turistbureauet.
Race for Oceans er en organisation, der henvender sig til alle, der elsker havet.
Konceptet er bygget op omkring events, der spreder viden om plastikforurening i havene, samtidig med at deltagerne får motion og en hyggelig oplevelse.
Formålet med Race for Oceans er naturligvis at fjerne affald fra stranden, men endnu vigtigere er at skabe øget opmærksomhed omkring udfordringen med plastikforurening og "Verdensmål 14 - Livet i havet".