Afslører åbningsdato - er du klar til events, konkurrencer og giveaways?
De fleste ved efterhånden, at Normal er ved at slå teltpælene ned i Hirtshals på adressen Jørgen Fibigersgade 25, hvor der tidligere har været en Fakta.
Kæden, der blandt andet forhandler kendte mærkevarer inden for hudpleje, hårpleje, tandpleje, shampoo, makeup og rengøring, kan nu afsløre åbningsdatoen:
Den nye butik slår dørene op den 22. september 2023, skriver Normal i en pressemeddelelse.
Når en ny butik åbner, sker det altid med et brag af en åbningsfest, og åbningen i Hirtshals bliver ingen undtagelse: Kunderne kan her se frem til masser af events, konkurrencer, giveaways – og masser af god stemning.
- Vi glæder os altid til at give kunderne en rigtig god oplevelse – ikke mindst på åbningsdagen. Til butiksåbninger er der altid fest og farver, og det er overvældende at møde de mange positive og glade kunder, siger Lars Bjerring, Country Manager.
Normal har 550 butikker i Danmark, Norge, Sverige, Holland, Frankrig, Finland og Portugal. Og der er flere på vej.