59 forskellige stande er tilmeldt lokalt julemarked
Så holder de to Lions klubber Lions Hjørring og Lions Sct. Catharina igen et stort julemarked. Man afholder årets jule- og kræmmermarked 11. og 12. november i Femhøje Idrætscenter – hallerne foran Stadion i Hjørring. Der holdes åbent fra 10 til 16 begge dage.
Foreningerne har været så heldige, at de kan melde totalt udsolgt af stande. De har 59 tilmeldte stande, hvorfor der bliver rigtig meget at se og smage på. Man har stande med næsten alt, rom, mjød, gin og andet, kransekager, spegepølser , juledekorationer og kirkegårdsgrønt, julepynt, juletræer og julepynt i træ og stål, smykker, trædrejeri, perler, nisser, keramik, raku, cremer, tupperware, brændte mandler, chokolade , jule- hæklerier, honning, tørrede blomster, læder, drivtømmer, malede sten, glas ting, julesæber og mange andre spændende ting.
Lions sælger egen Bjesk - Skipper Clement Laugets Bjesk og er klar med oplysninger om Lions arbejde. Lions har også stor tombola med rigtig mange spændende præmier, den bliver bestemt et besøg værd.
Der bliver et cafeområde hvor man kan sidde og nyde en kop kaffe/the, en sodavand og æbleskiver. Cafeen står 10. klasserne på HPR – Hjørring Private Realskole for. Alt overskud fra elevernes salg går til Anne Grethe Skolen i Gambia. Eleverne fra 10. klasse planlægger besøg på Anne Grethe Skolen i Gambia i februar 2024. Her vil elevernes overskud blive anvendt til at forbedre og udbygge undervisningen i Gambia samt foretage ekskursioner for de afrikanske elever.