Billede beskrivelse

Fra pensions-skræk til ro i maven – sådan får du styr på fremtiden

De fleste ved godt, at pensionen er vigtig. Alligevel er det et emne, mange helst undgår. Måske fordi det føles fjernt, minder os om alderdom, eller ja, lad os være ærlige, er lidt kedeligt. Så hvordan får man styr på det, uden at gabe kæben af led?

27. oktober 2025 kl. 00.03
Opdateret 28. oktober 2025 kl. 14.31

Når livet prikker os på skulderen

Mange har ikke styr på deres pension, ikke fordi de er dovne, men fordi de er usikre og ikke ved, hvor de skal starte, fortæller pensionschef Mogens Mosgaard fra Merkur Andelskasse.

”Det bliver tit skubbet væk, indtil livet prikker os på skulderen.”

Han oplever, at interessen for pension næsten altid opstår, når noget i livet ændrer sig.

”En fyring eller nyt job, et barn, skilsmisse, sygdom eller dødsfald i familien. Så begynder mange at tænke over, hvordan de egentlig står.”

Billede beskrivelse

Pensions-skræk

Mogens husker især en kvinde i slutningen af 40’erne, som ikke havde fået kigget på hendes pension i over ti år, fordi tanken alene gjorde hende utilpas.

”Hun fortalte, at hun fik det fysisk dårligt, hver gang nogen nævnte pension. Da vi fik talt det igennem, viste det sig, at hun stod langt bedre, end hun troede. Hun gik herfra med et smil og skuldrene sænket.”

Han sammenligner det med folk, der ikke kan lide at gå til tandlæge.

”Man ved godt, det skal gøres. Man får det måske udskudt et par gange. I hovedet vokser det og bliver værre, end det egentlig er. Og når man endelig får taget sig sammen, opdager man, at det slet ikke var så slemt.”

Pension skyllet ned med rødvin

Som 27-årig pensionsrådgiver i Merkur Andelskasse har Mia Rejnholdt også opdaget, at pension ikke fylder meget i hendes omgangskreds.

”De fleste på min alder ved faktisk ret lidt om pension. Men så snart jeg fortæller, hvad jeg arbejder med, bliver de alligevel interesserede. Mange spørger, om jeg ikke lige kan kigge på deres ordning.”

Hun husker især en fredag aften med et par veninder, hvor samtalen tog en lidt uventet drejning.

”Vi sad og drak vin, og pludselig begyndte vi at sammenligne pensionsinfo, især hvem der kunne gå tidligst på pension,” griner hun. ”Det endte med, at jeg gennemgik deres ordninger og besvarede spørgsmål. Min chef ville have været ret stolt, hvis han vidste, hvordan jeg brugte min fredag aften.”

Billede beskrivelse

Små skridt gør en stor forskel

For Mogens handler det om at fjerne frygten og få pension-snakken ned på jorden.

”Vi skal gøre folk trygge omkring deres pension og vise, at det ikke behøver være svært eller dyrt at komme i gang. Pension handler ikke kun om tal og tabeller. Det handler om liv og om hvordan man gerne vil have det, både nu og senere. Når man starter der, bliver det nemmere at forstå.”

Han oplever, at mange nærmest undskylder, når de sætter sig ned til en samtale.

”De tror, de skal have læst på lektien, inden de møder os, men det behøver de slet ikke. Det er jo netop derfor, vi er her.”

Mange bliver overraskede over, hvor meget selv små skridt kan betyde over tid.

”Mange bække små. Det kan være at flytte lidt af lønnen hver måned eller få kigget sin ordning igennem, når man skifter job.”

For Mogens handler pension i sidste ende om livsvalg, og om at kende mennesket bag tallene. ”Når vi rådgiver, spørger vi, hvordan folk gerne vil leve, også når de ikke arbejder mere.”

Billede beskrivelse

Hvad laver dine penge, mens du venter?

De fleste af os har en pensionsopsparing, men de færreste ved, hvad pengene egentlig laver, mens de står og vokser.

Ifølge Mogens ved mange slet ikke, at pengene bliver investeret, og dermed aktivt er med til at støtte bestemte virksomheder og projekter.

”Mange bliver overraskede, når de hører, at pensionen ikke bare står på en konto og samler renter. Den er ude og arbejde. Forskellen er, at vi ikke investerer i brancher som våben, olie og kul. Vi investerer i projekter, der direkte understøtter mennesker, klima og miljø.”

Han nævner som eksempler grøn energi, bæredygtige byggerier og virksomheder, der bidrager til sociale formål.

”Det handler ikke om at redde verden. Men for mange betyder det noget at vide, at deres penge aktivt gør en positiv forskel.”

Billede beskrivelse

Pension skal være til at forstå

For både Mogens og Mia handler pension i sidste ende ikke om tal, men om liv og værdier.

”Pension skal ikke være en sur pligt,” siger Mogens. ”Det skal være et redskab, der giver ro og frihed. Når man får styr på den, får man overblik, både over økonomien og over livet.”

Hvis du er nysgerrig på, hvordan din pension egentlig ser ud, eller gerne vil vide mere om, hvordan Merkur arbejder med bæredygtige investeringer, kan du læse mere påmerkur.dk/pension eller kontakte din lokale afdeling.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste