Museum får nyt bestyrelsesmedlem
HJØRRING: Vendsyssel Historiske Museum (VHM) har udpeget et nyt medlem til museets bestyrelse. Søren Kjær Christensen, regionsdirektør i Sparekassen Danmark, træder nu ind i bestyrelsesarbejdet.
Christensen kommer med solid erfaring fra erhvervslivet og har samtidig en stor interesse for historie og kulturarv. Kombinationen af hans forretningsforståelse og historiske indsigt gør ham til et stærkt match for museets nuværende og fremtidige udvikling.
Bestyrelsesformand Morten Larsen ser udpegningen som et vigtigt skridt i museets strategiske retning:
- Vi er meget glade for at byde Søren velkommen i bestyrelsen. Han bringer værdifuld indsigt fra erhvervslivet og har samtidig en oprigtig interesse for historie og formidling. Det passer rigtig godt ind i den udvikling, vi er i gang med på museet, siger Morten Larsen.
Hos Vendsyssel Historiske Museum har der været et målrettet arbejde for at styrke museets organisatoriske og kommercielle fundament. Museet har blandt andet ansat sin første kommercielle chef som led i en strategisk oprustning for at sikre et bæredygtigt museum også i fremtiden.
- Vi ønsker at stå stærkt både fagligt og økonomisk. Derfor er det vigtigt for os at have en bestyrelse, der rummer både kulturfaglige og erhvervsmæssige kompetencer. Søren bliver en vigtig del af det arbejde, uddyber Morten Larsen.
Christensen ser frem til at blive en del af bestyrelsesarbejdet:
- Jeg glæder mig rigtig meget til at blive en del af bestyrelsen i Vendsyssel Historiske Museum, hvor jeg kan bruge min store passion for historie og arkæologi.
- Jeg ser et stort potentiale i at tænke kultur, formidling og forretning sammen. Museet er på en fantastisk rejse og har allerede taget vigtige skridt i den retning. Jeg glæder mig til at bidrage til den videre udvikling, siger Søren Kjær Christensen.