Anne inviterede 100 gæster til 100-års fødselsdag
HIRTSHALS: Der blev serveret kaffe og gløgg med mere, til de mange fødselsdagsgæster hos Den Gamle Station i Hirtshals.
Indehaver, Anne Horsevad Andersen, glædede sig over, at så mange havde valgt at komme forbi til den store fødselsdag.
- Vi har godt gang i B&B med mange turister hele tiden, og så har vi den store glæde, at rigtig mange holder deres fester her på Den Gamle Station i Hirtshals, sagde Anne Horsevad Andersen.
Men denne dag var det stedet, der blev fejret.
100 år gammel
For 100 år siden, den 18. december 1925, blev Den gamle Station i Hirtshals for første gang åbnet og indviet.
Den første stationsforstander var Christian Otto Jensen, og han fik, sammen med Fru Jensen, datteren Mette Ramløse.
Mette er i dag fyldt 95 år og har været med igennem hele stationens historie de seneste 95 år - naturligvis, var hun derfor også med til fødselsdagen.
Anne Horsevad Andersen havde lavet en flot plakat, hvor de 100 år er fortalt i forskellige billeder af de ting, der er sket omkring Den Gamle Station gennem tiden.
Plakaten kan købes hos boghandleren i Hirtshals.