Lokal tradition gav igen i år udsatte familier en særlig juleaften i Svanelunden
HJØRRING: Julen forbindes ofte med varme, lys og fællesskab. Men for mange familier i Hjørring kan økonomien gøre det svært at skabe den jul, de drømmer om.
Det ved de hos Restaurant Svanelunden, Logen Sct. Olai og Dansk Folkehjælp, der igen i år inviterede en række medborgere til en festlig julefejring.
Omkring 120 enlige forsørgere, heraf 58 børn og seniorer var samlet til en aften med klassisk julemiddag, dans om juletræet, fællessang og et stemningsfuldt Luciaoptog. Som altid blev aftenen rundet af med julegaver til børnene.
Familien Pedersen fra Hjørring glædede sig til en hyggelig aften i selskab med andre familier. Økonomien er af forskellige årsager stram i den lille familie, så både julehjælpen fra Dansk Folkehjælp og aftenens arrangement – som de deltog i for første gang – faldt på et tørt sted, fortalte Jan og Anne-Margrethe Pedersen.
– Det er da helt fantastisk, at vi sådan en aften både kan sætte os til et veldækket julebord og endda sammen med en masse andre, sagde hun med et smil.
Børnene Liv og Kristoffer kastede lange blikke mod buffeten, hvor julemaden stod linet op i lange baner. Og mens Liv blev enig med sin mor om, at hun nok ikke nåede sin sædvanlige sengetid klokken 19, gik Kristoffer om bord i den første tallerken julemad.
– Det er godt det her, sagde han med sådan et eftertryk, at julesmilet bredte sig helt af sig selv hos de voksne omkring ham.
Det betyder meget
Kristian Rise, direktør for Bryghuset Vendia og restauranterne Bistro V, Bastardo og Svanelunden, glæder sig over, at den mangeårige tradition fortsætter efter, at han har overtaget forpagtningen af Restaurant Svanelunden.
– Jeg er stolt over at være med til at skabe denne særlige juleaften. For mig og hele teamet på Svanelunden betyder det meget at kunne give noget tilbage til lokalsamfundet. Vi stiller både lokaler og den traditionelle julemenu til rådighed, fordi vi ønsker at gøre en forskel for dem, der har brug for lidt ekstra varme i juletiden, sagde han og fortsatte:
– Jeg lover, at vi er klar igen næste år.
Logen Sct. Olai står bag initiativet og bidrager med både frivillige og gaver, mens Dansk Folkehjælp udvælger og koordinerer deltagerne, så hjælpen når ud til dem, der har størst behov.
Michael Andersen, formand for logens humanitære udvalg, oplever hvert år, hvor meget aftenen betyder.
– Det er en dejlig aften, hvor man virkelig kan se, hvordan vores humanitære arbejde gør en kæmpe forskel, fortalte han.
Hos Dansk Folkehjælp i Hjørring mærker man tydeligt, at behovet er stort – også i år. Formand Jette Videnkjær fortalte, at både julehjælpen og julearrangementet i Svanelunden gør en reel forskel for familierne.
– Vi ser flere og flere familier, der sidder hårdt i det, og for dem er julehjælp og en aften som den her både en økonomisk håndsrækning, men også en hjælp til at mindske den stress, som følger med en trængt økonomi op mod jul. Jeg mærker, at de både er berørte og taknemmelige for hjælpen. Det gør lige stort indtryk på mig hver eneste år, sagde hun.