Lone elsker det frivillige: - Kom og prøv det af!
HJØRRING: 10 frivillige indgår på forskellig vis i livet på Ældrecenter Skovgården: Et af i alt 13 kommunale ældrecentre fordelt over hele Hjørring kommune.
En har været der i 14 år, mens en anden er helt ny. Nogen kommer hver uge, en tre gange om året, og en anden holder fri hele sommeren.
Fælles for dem alle er dog kærligheden til det frivillige, det gode samarbejde og nærheden til andre mennesker.
Lone Mose er én af dem. Hun er frivillig både hos Skovgården og hos strikkeklubben i Sognegården i Højene, og så er hun formand for Afdelingsbestyrelsen i Bo Vendias Afdeling 13.
- Jeg blev pensionist i december, og er glad for at have mulighed for at være frivillig flere forskellige steder. Samtidig er jeg også pårørende, fordi både min far og hans kæreste bor på Skovgården, og det betyder meget for mig, at det kan kombineres til glæde for os alle tre, siger hun.
Hun håber, at lokke flere frivillige til det sociale områder, som hun selv er en del af - for her er der plads til alle.
- Vi er jo netop frivillige, så i godt samarbejde med hinanden og Skovgårdens aktivitetsmedarbejder, fordeler vi opgaver i forbindelse med de forskellige aktiviteter. Det er selvfølgelig beboerne, som er i centrum, men der skal også tages hensyn til frivilliges forskelligheder, for at få det hele til at fungere, fortæller Lone Mose, som er én af de 10 frivillige på Skovgården.
Gymnastik, kaffeslabberas og badeture
Det gode samarbejde mellem aktivitetsmedarbejderen og de 10 frivillige på Skovgården betyder, at en lille gruppe beboere hver mandag inviteres på tur i Skovgårdens minibus.
Hver tirsdag inviteres interesserede til gymnastik og onsdag til kaffeslabberas, hvor der foruden kaffe og kage også bliver plads til oplæsning, at kigge fotos eller andet, som kan give gode snakke.
Hver anden torsdag kører minibussen en mandetur, hvor det er muligt at komme med ønsker til steder, som skal besøges, eller særlige ruter, som bussen skal køre.
Minibussen er i øvrigt købt for penge fra arv efter en tidligere beboer, og bruges også om sommeren, hvor der er flere dagsture til et sommerhus i Skallerup Klit. Her bliver der gjort lidt ekstra ud af serveringen, og dem der kan, kommer en tur til vandet, mens andre bliver for at hygge i sommerhuset.
Arven rækker desuden til flere musikarrangementer i løbet af året, som både beboere og pårørende inviteres til. Ligesom der kan gøres noget ekstra ud af alle højtider, og julestemningen nu breder sig.
- Det er dejligt at være med til at skabe glæde og nærvær mellem mennesker. Når vi synger, slutter vi ofte af med sangen "De nære ting", som jeg næsten vil kalde Skovgårdens sang, og som jeg synes så godt om, fordi den minder os om, hvad der egentlig betyder noget. Jeg har arbejdet som pædagog i mange år, og for mig er det en stor gave, at jeg som frivillig fortsat kan bidrage med noget, som er til gavn og glæde for både mig selv og andre, fortæller Lone Mose.
Hun vil gerne opfordre alle, der kunne have interesse, til at prøve det af.
- Nye frivillige er altid velkomne på Skovgården. Til en start kan du kontakte Skovgårdens aktivitetsmedarbejder Bente, som kan træffes på tlf. 72 33 52 95 alle hverdage mellem 08.00 og 12.00.
Vil du gerne vide mere om andre muligheder for at blive frivillig indenfor det sociale område, eller muligheder for at deltage i frivillig sociale tilbud, er du velkommen til at kontakte Mette Jakobsen, som er koordinator i Frivilligcenter Hjørring og træffes på tlf. 24 26 40 70.