Borgmesteren har det fint med, at han ikke altid får ret

Per Bach Laursen, borgmester i Vesthimmerlands Kommune, fylder 60 år mandag 7. februar. Her tegner vi et portræt af fødselaren:

Der bliver på grund af corona-pandemien ingen stor festivitas på dagen. En varslet reception i kommunalt regi er for længst udskudt, så den i stedet holdes, når Per Bach Laursen er 60 år plus 60 dage, nærmere bestemt 8. april.

Selv håber fødselaren, der i afvigte uge selv fik corona, heldigvis med et mildt forløb, at han trods alt bliver klar til at efterkomme invitationen fra de fire sønner, der i dagens anledning sammen med deres kærester har inviteret forældrene ud at spise på et ”hemmeligt sted”.

Når Per Bach Laursen ser tilbage på sine fire første år som Vesthimmerlands borgmester, ser han tydeligt to år uden og dernæst to helt anderledes år med corona. I de seneste to år har byråds- og andre møder oftest været virtuelle, og mange diamantbrudepar og 100 års-fødselarer har ”helt forståeligt” takket nej til tilbuddet om en borgmester-visit. Til gengæld imponeres borgmesteren over en direktion og en medarbejderstab, der ”i dén grad er trådt i karakter og har formået at opretholde den kommunale drift trods hastigt skiftende restriktioner og mandefald”.

Per Bach Laursen kom relativt sent ind i kommunalpolitik. Han havde inden lagt mange timer i organisationsarbejde som formand for Dansk Svineproducenter, europæisk præsident for en tilsvarende organisation, viceformand i Tolvmandsudvalget og præsident for Det Kongelige Danske Landhusholdningsselskab.

For 12 år siden kom han i kommunalbestyrelsen, valgt for Venstre, hvis grand old man, fhv. borgmester Jens Lauritzen, i ham så en naturlig arvtager som frontfigur. Det tog ham dog nogen tid og en god portion spekulationer, før han sagde ja til at være borgmesterkandidat.

Per Bach Laursen er nemlig ikke typen, der går benhårdt efter magten. Det lod han allerede i 2005 i et interview med et landbrugsmagasin forstå, da han blev spurgt til nogle af sine poster i landbruget. ”Jeg er ikke så optaget af at have magten, men jeg ønsker at påvirke udviklingen,” forklarede han.

En garvet Venstre-borgmester, Mogens Chr. Gade, som Per Bach Laursen også privat er kommet tæt på, fordi hans søn og Gades datter danner par, var med til at få brikkerne til at falde på plads: Stiller man op, skal man kæmpe for at vinde. Ellers skal man lade være med at stille op, lød det.

Per Bach Laursen endte med at stille op, også som borgmesterkandidat. Og efter valget for fire år siden blev han borgmester, bakket op af en bred, men utraditionel alliance, der omfattede alle i byrådet minus Det Konservative Folkeparti, hvis mangeårige borgmester det nye flertal samtidig satte på porten.

At Per Bach Laursen for rullende tv-kameraer i valgkampen lod borgmester Knud Kristensen forstå, at hans tid som borgmester var ved at rinde ud, viste en råstyrke, som overraskede mange. For han vil egentlig helst tale stille og roligt med folk. Men når han føler, at tilliden er væk, kan han godt skære igennem.

Det har krævet tid og mange kopper kaffe at genskabe forholdet til det andet store borgerlige parti i Vesthimmerland. Men ved de seneste tre budgetforlig og ved konstitueringen efter valget i november var alle, også de konservative, med ombord.

Per Bach Laursen fik selv et særdeles godt valg. Han fordoblede (uden dog helt at nå Knud Kristensen’ske højder) sit personlige stemmetal - hvert syvende kryds blev sat ud for hans navn - og Venstre gik modsat mange andre steder markant frem. I stort set hele det politiske spektrum i byrådet lyder der også rosende ord om borgmesterens evne og tydelige vilje til samarbejde.

Han har blandt andet indført gruppeformandsmøder, så repræsentanter for alle partier efter behov mødes og i nogle timer snakker uden en dagsorden. Her træffes selvsagt ingen beslutninger, men dialogen i det fortrolige rum skaber gensidig forståelse for, hvor man har hinanden - og det afværger, lyder det, tit, at man siden går forkert af hinanden.

”Ordentlig” er et ord, der går igen, når politiske med- og modspillere skal karakterisere fødselaren, der, som én siger, ”ikke er typen, der altid behøver at få ret, selv om han er borgmester”.

Selv har Per Bach Laursen forlængst erkendt, at han trives bedst, hvis der er ro på, og han ikke ”hele tiden skal se sig over skulderen”. Han kan godt fungere i modvind, men det påvirker ham, hvis han bliver skældt ud hele tiden.

Han havde, siger han, frygtet for, hvad folk ville mene, da han væltede Knud Kristensen, som ellers havde fået betydeligt flere personlige stemmer end han ved 2017-valget. ”Men jeg føler mig godt taget imod, ikke mindst i Aars,” siger han med henvisning til den forhenværende borgmesters hjemmebane.

Efter fire år befinder han sig ”forbavsende godt med at være borgmester”. Der var, ved han godt, ”nogen, der tvivlede på, at jeg kunne klare det, men jeg har gjort det bedste, jeg kunne, og gjort det på en måde, jeg finder rigtig”.

Per Bach Laursens private base er gården Lundgård, som siden 1939 har været i slægtens eje. Han tog som ung en landmandsuddannelse, men var - ligesom de to brødre - ikke ganske sikker på, om det var landmands-vejen, han ville gå. Efter eksamen som agrarøkonom på Næsgaard Landbrugsskole på Falster blev han ansat i Superfos. Hans far lokkede ham dog i 1990 hjem til gården, som Per Bach Laursen i 1998 blev eneejer af.

Gården, hvor der i årene forinden primært havde været bedrevet planteavl, er siden udvidet betydeligt og har i dag en betragtelig svineproduktion med 1200 søer og 40.000 grise.

Og - måske til dels udløst af valget af Per Bach Laursen til borgmester - er et nyt generationsskifte nu undervejs. Ganske som i den forrige generation var ingen af Per Bach Laursens fire sønner umiddelbart indstillet på at tage over, og tankerne om et frasalg var gjort.

Men den næstældste søn, 25-årige Malthe Bach Laursen, kom på andre tanker, tog på landbrugsskole og er nu som driftsleder ansvarlig for den daglige drift og de seks-syv ansatte.

Han har tidligt taget et stort ansvar på sig, og forældrene prøver bedst muligt at hjælpe ham godt videre mod en overtagelse af Lundgård som fjerde generation.

Brith og Per Bach Laursen har livet igennem holdt af at rejse ud. Som ung var Per Bach Laursen et år i USA og ét i Storbritannien, det sidste sammen med Brith, som han har været kæreste med siden skoletiden i Ranum. Siden har de besøgt store dele af verden og havde i en periode også en ferielejlighed i Alicante i Spanien.

Borgmester-hvervet og coronaen i forening har begrænset rejseaktiviteterne de seneste år. Det er blevet til ture til Østrig, Grækenland og ikke mindst Norge - hustruen, der til daglig arbejder i Vestjysk Bank i Farsø, har norske aner. Senest holdt parret og de fire sønner Mathias, Malthe, Mads og Magnus nytår sammen på Hafjell i Norge.

Men udlængslen er nok, synes Per Bach Laursen, taget lidt af med årene:

Når han ikke er i sving som borgmester, sætter han nu om dage ekstra pris på at være hjemme og tage del i arbejdet på Lundgård. At stå tidligt op en sommermorgen og køre ud i kartoffelmarkerne med et skimmelmiddel i sprøjten giver ”en rigtig god lykke-følelse”.