Billede beskrivelse

Idrætscenter på jagt efter ny halinspektør

Forretningsudvalget for Skørping Idrætscenter har afskediget halinspektør Søren Jacobsen efter knap tre års ansættelse

01. februar 2022 kl. 20.07
Opdateret 02. februar 2022 kl. 11.34

Artiklen opdateret i 5. afsnit vedrørende idrætscentrets organisation.

SKØRPING: Søren Jacobsens rolle som halinspektør i Skørping Idrætscenter er nu fortid efter at centrets forretningsudvalg har afskediget ham.

- Det skete i slutningen af november med fratrædelse 1. mats, men reelt er jeg ikke længere til stede i hallen, men skal i stedet kun stå til rådighed, forklarer han.

Han tiltrådte stillingen som halinspektør i Skørping i marts 2019, men hvad der ligger bag årsagen til opsigelsen ønsker han efter eget udsagn ikke at kommentere på nuværende tidspunkt. Dog understreger han ikke at have gjort noget ulovligt som årsag til fratrædelsen.

Formand: ingen kommentarer

Skørping Idrætscenter er en kommunal støttet selvejende institution.

Billede beskrivelse

Bestyrelsen er centrets øverste myndighed og består af repræsentanter fra hallens medlemmer og brugere, herunder IF FREM, Taekwondo, Skovløberne Rold, Rold Skov MTB, Rold Skov Orienteringsklub samt Skørping skole.

Bestyrelsen har nedsat et forretningsudvalg, som har ansvaret for centrets daglige drift og økonomi.

Som formand for forretningsudvalget ønsker Ole Faaborg heller ikke at uddybe baggrunden for at halinspektøren er blevet afskediget.

- Der er dog hverken sket noget ulovligt eller upassende som årsag til afskedigelsen. Kun er der er tale om at vi ville i hver vores retning, og derudover har jeg ikke yderligere kommentarer, påpeger han.

Ansættelsesprocedure på vej

På nuværende tidspunkt er der ikke et jobopslag for en ny halinspektør i Skørping Idrætscenter, og formand Ole Faaborg ved ikke hvornår en ny kan tiltræde i den ledige stilling.

- I første omgang vil vi i forretningsudvalget tage kontakt til et professionelt rekrutteringsfirma for at få support, men det bliver os selv der kommer til at udforme jobopslaget. Det allervigtigste for os bliver at få ansat den helt rigtige til jobbet som ny halinspektør, pointerer Ole Faaborg.

Se også
Bagtanker er kommet flot fra start i idrætscenter
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste