Der var gaveregn over lille FDF-kreds
OVERLADE: FDF'erne i Overlade indviede søndag officielt en flunkende ny spejderhytte, og efter at have fået midler undervejs både til hytte og byggeri faldt der yderligere gaver af, da indvielsen fandt sted.
Den lokale støtteforening og flere private forærede kredsen i alt 16.000 kroner, fortæller den noget overvældede formand, Dorte Hollands.
- Tak til alle dem, der havde gaver med. Vi skal lige i tænkeboks om, hvordan de mange penge skal bruges, men vi skal nok finde på noget, som børnene får glæde af, siger hun.
Spejderhytten, der er døbt Kompasset, har været undervejs i to år. Dengang åbnede Den A.P. Møllerske Støttefond en pulje til at finansiere renovering af eksisterende eller byggeri af nye spejderhytter, og Overlade slog til.
- Vi er en meget lille kreds og har ikke de store midler at gøre godt med, og vores gamle kredshus trængte hårdt til renovering. Vi havde længe snakket om, hvad vi kunne gøre, og da puljen blev åbnet, søgte vi og fik heldigvis bevilget en helt ny hytte, fortæller hun.
Dermed var det ikke slut med gaveregnen, for huset skulle rives ned, og der skulle omlægges kloakledning.
- Det skulle vi selv betale, så vi gik i gang med at søge forskellige fonde og fik bidrag fra mange af dem, siger Dorte Hollands.
Sparekassen Danmark Fonden gav 100.000 kroner, Nordea Fonden 27.000, Spar Nord Fonden 30.000, Melsen Fonden 144.000, Norlys Fonden 100.000 og endelig gav Himmerland Forsikring 15.000 kroner.
Den nye hytte har været færdig i et stykke tid, men i går var det endelig tid til at tage gaven i brug.
Både nuværende og tidligere FDF'ere, honoratiores og en del af byens borgere var mødt op og brugte den første halve time på at tage herlighederne i øjesyn.
Herefter holdt Dorte Hollands, borgmester Per Bach Laursen og Preben Vadsholt taler. Sidstnævnte har været med, helt fra kredsen blev grundlagt i 1974 og har undervejs fungeret som kredsleder.
På ægte spejdermaner fik Per Bach Laursen æren af at "klippe" snoren med en spejderdolk.
Så var det tid til kaffe og kage og aktiviteter for børnene, og nu kan hytten tages rigtigt i brug.
Den bliver til glæde og gavn for kredsens 25 børn på de ugentlige møder og i weekenderne, og Overlade Friskole kan også låne den.