Seneste nyt
Billede beskrivelse

Kokkeelever kom med på marken

16. september 2026 kl. 15.10

HALKÆR: Fem hold af kokkeelever fra Tech College Aalborg har over de seneste dage konkurreret Halkær Kro Mad & Kulturhus i en for dem lidt uvant disciplin - nemlig at skabe en menu udelukkende baseret på vegetariske råvarer.

Eleverne fra Gastronomuddannelsens hovedforløb 1 og 2 skulle tilberede en vegetarisk forret, hovedret og dessert til 12 kuverter. Temaet var "fra jord til bord", og en vigtig del af udfordringen var, at råvarerne skulle findes lokalt.

Billede beskrivelse

Det begyndte mandag, da eleverne fik en introduktion til Halkær Kro Mad & Kulturhus og et overblik over, hvilke råvarer der var til rådighed på Halkær Landsbyfælled, hvor grøntsagerne dyrkes. Her høstede de selv de grøntsager og urter, som skulle indgå i deres menuer.

Jeppe Kristensen fra Aars var med på det hold, der løb med sejren i konkurrencen. For ham var mødet med råvarerne en af de ting, der gjorde konkurrencen særlig.

- Det var fedt selv at finde råvarerne i marken og så planlægge menu og lave mad af dem, siger han.

De fem hold havde ud over råvarerne fra Halkær Landsbyfælled fået stillet en begrænset mængde basisråvarer til rådighed: en liter fløde, en pakke smør og 15 æg.

Herefter var det op til eleverne at være kreative og få mest muligt ud af de lokale råvarer.

Økologisk landmand Christian Holmgaard var med eleverne ude på fælleden og kunne se, hvordan grøntsagerne fra marken blev en del af elevernes arbejde.

- Synet af en masse kokkeelever ude i vores grøntsagsmark gjorde mig virkelig glad. Det er fedt at dyrke grøntsager til nogen, der kan lide at lave god mad, fortæller Christian Holmgaard.

Konkurrencen gav eleverne mulighed for at arbejde med vegetarisk gastronomi i praksis og samtidig opleve sammenhængen mellem den jord, råvarerne dyrkes i, og den mad, der til sidst serveres på tallerkenen.

Billede beskrivelse

Efter flere timers forberedelse og madlavning blev de fem holds menuer serveret for dommerne, inden Jeppe Kristensen, Eva Jal, Silas Tilsted og Umut Luu Yildiz tirsdag aften blev kåret som konkurrencens vindere af dommerpanelet bestående af Oliver Peerless fra Halkær Kro Mad & Kulturhus og Thomas Riis fra Tech College.

- Alle hold var dygtige, men vinderholdet var virkelig i stand til at sætte smæk på smagen, der ofte kan være en udfordring i vegetarisk madlavning, siger Ditte Langdahl Jensen, der er kommunikationsansvarlig på Halkær Kro Mad & Kulturhus.

50 gæster fik lov at spise med. Det var hovedsageligt elevernes familie og venner, men også lokale gæster havde fundet vej til den gratis menu.

Vinderholdet fik hver en pose grøntsager med hjem og to koncertbilletter til et af de arrangementer, der finder sted på Halkær Kro Mad & Kulturhus.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste