Klumme: Frustrerede spillere er normalt – illoyalitet er ikke
Martin Pedersen skriver klummer om den aktuelle situation i AaB samt røverhistorier fra fortiden i klubben, hvor han var kendt for at give sig 100 procent i løbet af 134 officielle kampe fra 2002 til 2008.
I en trup er der 20+ spillere. Er det realistisk og muligt, at samtlige af disse spillere er glade og tilfredse med deres nuværende situation og mængden af spilletid?
Nej! Der vil altid være utilfredse spillere i en trup. Guderne skal vide, at jeg én gang, måske to.. eller tre gange gik på træningsbanen ude på Hornevej og bandede og svovlede over trænerens dispositioner, hvis jeg følte mig berettiget til at spille og alligevel startede ude. Alle vil spille. Hvis man ikke har den mentalitet, så tror jeg ikke, man når særligt langt alligevel.
I nogle tilfælde - hvis frustrationerne når bristepunktet, og jeg tog mig mod til det - kunne jeg også finde på at banke på Erik Hamréns dør og direkte spørge, hvad mere jeg skulle gøre for at finde vej til startopstillingen. Jeg fik altid (hudløst) ærlige svar. Og på den måde var der en sund respekt. En del uenighed, men respekt for vores forskellige syn og holdninger. På samme måde med selve træningspassene. Nogle gange som fodboldspiller kan man godt rende rundt på træningsbanen og tænke: “Hvad fanden mener han, og hvorfor skal vi gøre dit og dat?”. Men uanset træneren, så er det vores (fodboldspillernes) forbandede pligt at gøre, som der bliver sagt og forsøge at løse de opgaver, som man bliver bedt om.
Da jeg var udlejet til Sønderjyske, oplevede jeg på nærmeste hold, hvordan de etablerede spillere nærmest egenrådigt fik Morten Bruun fyret. Måske var han blevet fyret alligevel. Vi var ikke særligt gode… Men jeg kan huske, at jeg tænkte: “Det her er forkert. Det gavner ingen at løse interne problemer på denne måde”. Vi rykkede også ned alligevel.
Jeg håber vitterligt ikke, det er tilfældet i AaB. Omvendt så finder Ekstra Bladet sikkert heller ikke på historier ud af den blå luft om spillere, der synes træningen er “gammeldags” eller synes, at trænerens taktiske dispositioner er forkerte. Én ting er, at nogle spillere har en holdning til det, noget andet er at lufte sine holdninger offentligt. Anonymt.
Det grænser sig jo op ad karaktermord. Det er illoyalt. Det er splittende. Det er respektløst overfor holdet, klubben og alle fansene. Det hører ingen steder hjemme. Hvordan kan man i sin vildeste fantasi forestille sig, at det ville gavne noget som helst at gå bag om ryggen på sin træner, sit hold og sin klub?
Jeg håber, det er en storm i et glas vand. Jeg håber, truppen og trænerteamet kan lægge det bag sig og arbejde fremad. Fokuseret. Sammen. Jeg tror stadig på det.
Slutteligt vil jeg egentlig bare sige “godt kæmpet i Parken” til drengene. På trods af en del tekniske fejl, et par store afbrændere og nul point, så synes jeg faktisk, indsatsen og viljen i høj grad var til stede. Den indsats giver sgu grobund for en smule mere optimisme i forhold til (snarest muligt!) at score nogle point. Også selvom Helenius igen var overladt til sig selv i angrebet.
Forza de Røde!
