Børn og bier boltrer sig i byhave

Det svirrer og summer af liv, når by-bierne bag Gasmuseet går i luften.

For der bor nemlig rundt regnet 12.000 af slagsen - ligeligt fordel på to bistader.

Denne solbeskinnede eftermiddag er de fleste beboere velsagens ude at samle honning i det frodigt blomstrende, nektar righoldige bymiljø, og der ånder relativ ro omkring de to (bi)huse.

Lige indtil biavler Niels Rasmussen, Gettrup Mark, tænder for sin lille røgkrukke og agerer ildløs.

Da føler de omkringstående børn og voksne det ret betryggende at bære beskyttelsesdragter.

- Røgen skal snyde bierne til at tro, at skoven brænder.

- Bier vurderer altid, hvilken trussel der er størst - og det er en skovbrand, og så agerer de derefter og flyver væk, hvorefter vi kan arbejde mere uforstyrret, forklarer Niels Rasmussen.

Han og hustruen Bente har stillet sig til rådighed for et pilotprojekt, som Vebbestrup 4 H og Gasmuseet med støtte fra Nordeafonden gennemfører i den grønne lund bag museet.

Forløbet skal lære otte børn at dyrke haver og håndtere bier, Hen over maj og juni har man sat hinanden stævne seks onsdag eftermiddage.

Børnene luger og passer have, får fortællinger om bier, tilser bistaderne, laver mad og spiser sammen.

Denne eftermiddag indsamler de bitavler og slynger honning.

Langt fra alle bier forlader stedet. Mange svirrer rundt i luften, andre sidder på indersiden af tavlerne. Dem skubber Niels Rasmussen roligt af med en børste.

Stilfærdigt ager, nærmest nusser, han bierne hen over ryggene. Med sin bare hånd.

- Bier er ikke aggressive. Kun, hvis jeg truer dem ved at piske rundt med hånden eller laver pludselig bevægelser, kan de finde på at stikke. Alle bier her er helsøskende og avlet på en ikke-aggressiv dronning, beroliger Niels Rasmussen.

- Nervøs? Næh, jeg har jo lært, at bierne kun stikker, hvis man klemmer dem.

- Og jeg er ikke blevet stukket her, siger niårige Aksel fra Østrup, der sammen med lillebror Sebastian på seks år er med i forløbet.

Ej heller Jakob på ni år fra Vognsild mellem Aars og Farsø virker skræmt.

Han går i anden klasse på Vestrup Skole.

- Men pigerne i tredje klasse skriger højt, hver gang der flyver en bi ind i klassen, nærmest bebrejder Jakob.

- Jeg kunne egentlig godt tænke mig at have bier, men vi har vist dyr nok derhjemme, grunder knægten, der som de fleste på holdet kommer fra landet.

Otteårige Astrid og niårige Frederikke bor dog i Hobro, og niårige Ida kommer fra Arden.

Når tavlerne er taget op fra staderne, skal honningen slynges. Det synes ikke bare pigerne er sjovt.

Børnene kan næsten ikke vente med at få lov at dreje håndtaget og slynge honningen i en tromle. Vel omtrent fem liter honning drypper efterhånden ud af hanen.

Bagefter nydes noget af den friskslyngede honning på nybagte pandekager - og frugtsalat til.

- Den smager meget bedre, når man selv har lavet sin honning, synes Sebastian og Jakob.

Børnene får hver sit glas med hjem. Mange tavler med den attraktive honning forbliver i de to bistader.

- Vi tager kun overskuddet og sørger for, at bierne hele tiden har rigelig med honning, siger Niels Rasmussen.

Når det regner eller blæser, som det ofte gjorde de foregående to somre, holder bierne sig under tag - og spiser honning.

- Vores fornemste opgave er at være biavlere, ikke honningsamlere. Hvis bierne har det optimalt, honorerer de os så rigeligt, forsikrer Niels Rasmussen.

Først når de sidste planter og træer blomstrer af hen i august, (hvor dog tidsler og lyng sætter ind) erstatter biavleren honning med sukkervand til de bier, der er sat i verden for at overvintre til foråret, hvor de dør og erstattes af nye.

Over 95 procent af et bisamfund tæller hunner, der bruger små tre uger på at rydde op, gøre rent og holde vagt ved boet. Andre tre slider de med at samle ind.

Så ebber arbejderbiens livscyklus ud. Vingerne hænger i laser, og hun søger væk fra boet for at dø, så hun ikke belaster fællesskabet.

- Et fantastisk samfund, de små dyr skaber, beundrer Bente Rasmussen.

- For mig har det været en sand fornøjelse at give børnene indsigt i, hvordan bierne lever og arbejder i naturen, forklarer gemalen.

- Og i 4 H har vi jo netop altid arbejdet med natur, med og med dyr, og vi vil gerne lære børnene noget om, hvor tingene kommer fra - og i dette tilfælde vise, hvordan honning bliver til, supplerer Joan Bruun, foreningskonsulent hos 4 H i det nord-, midt- og vestjyske.

Hun håber, at formidlingsprojektet kan bredes ud til andre 4 H byer.