Så er der skudetræf: 35 gamle træskibe indtager fjorden, og du kan kigge med
Nordisk skudetræf i Mariagerfjord
MARIAGER: 35 flotte træskibe fra hele Norden kommer til at pryde Mariagerfjord, når der er Nordisk Skudetræf 29. juni til 2. juli. Havnene vil i disse dage summe af den gode maritime stemning, liv og glade mennesker.
Skudetræffet er iværksat af Maritimt Kulturcenter Mariagerfjord i forbindelse med stabelafløbning af skibet Krydsjagt VII lørdag 1. juli, der i sig selv er en historisk enestående begivenhed.
Torsdag 29 juni kan man opleve den maritime stemning helt tæt på, når skibene ankommer til Mariager og Hadsund. Her kan man nyde synet af de smukke skibe, mens man gå på opdagelse i de forskellige boder fra de lokale foreninger og butikker langs havnen, eller måske blot nyde en kold forfriskning og en pølse i den dejlige sommerbrise.
Der vil også være mulighed for at gå ombord på udvalgte skibe, når de holder Åbent Skib fra kl 16 - 18 i både Hadsund og Mariager.
Saltcenteret i Mariager vil være åbent og der er sørget for livemusik til synet af de mange skibe. I Hadsund står husfliden, den lokalhistoriske forening, bueskytterne blandt andre klar til at bidrage til den gode stemning.
Fredag 30. juni sejler skibene samlet mod Hobro, hvor de ligger til havn indtil søndag. Så nåede man ikke lige at se alle skibene torsdag aften, så kan man kigge forbi Mariager og Hadsund Havn.
I Hobro er der lagt op til fest fredag og masser af aktiviteter til hele familien lørdag. Live Musik i Hobro har sørget for at der vil være dejlig musik i den smukke kulisse på Havnen, når der spilles op til fest ved scenen foran Himmerlandsteateret fra kl 15.30-23.45.
Her kan man opleve kunsterne Frederik Aslak, Vingard Band, John Morgensen Tribute og MD Duo. Man vil også her have mulighed for at komme ombord på udvalgte skibe når de har Åbent Skib fra kl 16-18.
Lørdag d. 1. juli vil der være præsentationssejllads af de mange skibe af Maritime Kulturcenter Mariagerfjord fra kl. 9-14 inden søsætningen af det over 130 år gamle Toldkrydsjagt VII finder sted kl. 15 ved Hobro Værft.
Værftets venner holder Åbent Værft fra 10-16.
Hele dagen vil der være forskellige aktiviteter for hele familien fra klokken 10 om formiddagen. Havnefruen kommer på besøg med sin campingvogn, hvor man sammen kan lave fantasifulde kostumer inden for skibstemaer og fremfør din egen historie i den opstillede kulisse.
Der vil være underholdning og show med Det Flyvende Kuffertcirkus hvor der også er mulighed for selv at prøve sine evner af på stylter og jonglering af f.eks. bolde og ringe. Der vil være kreative aktiviteter hvor man kan lave crepe blomster med Krims Krams, Byg dig eget skib med Mariagerfjord Ungdomsskole eller lav sæbebobler og monsterslim med Mariagerfjord bibliotekerne.
Er man mere til historiske fortællinger og udstillinger, så kan man kigge forbi Lystfarttøjsmuseet eller tage med Nordjyske museer og Mariagerfjord Ungdomsskole til en sejltur på vandet og en fortælling om den velbevarede fjord. HEMA kommer også og tilbyde formidling og visning af historisk fægtning med træningsvåben særligt lavet til skudetræf.
Besætningen forlader deres skibe og drager til fest i det gule pakhus fra kl 17, hvor aktiviteterne så småt også er pakket sammen. Men det smukke syn af skibene, de kolde fadøl og byens restauratører holder stadig åben hvis man vil nyde den gode martime stemning lidt endnu, før skibene søndag morgen forlader fjorden.