Seneste nyt
Billede beskrivelse

Nyt samlingspunkt indvies på fredag

19. maj 2026 kl. 14.01

GEDSTED: Igennem de seneste uger er de sidste brikker næsten faldet på plads i det, der er døbt Gedsted Aktivitetsunivers, og selvom der mangler en enkelt detalje, inviteres der til indvielse på fredag.

Aktivitetsuniverset består af en legeplads, udendørs fitnessudstyr, en pumptrackbane til cykel, skateboard og løbehjul, en multibane og et område med borde og bænke.

Det er placeret op til "Anlægget", et åbent græsareal ved Gedsted Hallen med en lille legeplads til de yngste, og samlet set inviterer hele området nu til aktiviteter for ikke blot de yngste, men for alle generationer, fortæller Lisa Laursen, der er en del af den firemands M/K store arbejdsgruppe, der har bakset med projektet i de forgangne to år.

Billede beskrivelse

Ideen opstod, da byens borgere blev inviteret til at bidrage til en lokal udviklingsplan igangsat af Vesthimmerlands Kommune. 

Det kastede mange forskellige ideer af sig, deriblandt aktivitetsuniverset.

- Der kom flere forslag til, hvad det skulle rumme, så vi startede med at spørge en række potentielle brugere om, hvad de kunne forestille sig, så de faktisk ville bruge centret. Et af forslagene var en skaterbane, men sådan en er hundedyr, og målgruppen er også ret snæver. Men skaterne vil også kunne benytte pumptrackbanen, så de er tilgodeset. Samtidig er der blevet råd til en masse andre ting, siger Lisa Laursen.

Faciliteterne er til fri afbenyttelse, og en række aktører har tilkendegivet interesse for at benytte det. 

Billede beskrivelse

I det daglige ventes Gedsted Skole og Børnehuset at blive flittige brugere, en række foreninger i Gedsted samt Vesterbølle Efterskole og Bystrup Borgerforening har ifølge Lisa Laursen også vist interesse, og det samme gælder sommerhusområderne.

- Så vi er ret sikre på, at Aktivitetsuniverset også nok skal blive brugt. Da vi fik ibrugtagningstilladelsen i sidste uge, fjernede jeg afspærringsbåndene og lavede et opslag om, at man nu kunne benytte anlægget. Da jeg gik forbi dagen efter, var omkring 20 større og mindre børn og nogle forældre i gang. De syntes, at det var helt fantastisk, og det var selvfølgelig dejligt at høre, siger Lisa Laursen.

Dermed er arbejdet kronet for arbejdsgruppen, der ud over Lisa Laursen består af Henrik Dybdal, Carina Dybdal Olesen og halinspektør Poul Rask Larsen.

Ud over projekteringen har firkløveret også rejst 2,8 millioner kroner til formålet. De fleste af pengene kommer fra diverse fonde med Lars Larsen Fonden i spidsen (500.000 kroner), Landdistriktsrådet og LAG Himmerland har bidraget, og dertil kommer bidrag fra private, lokale erhvervsdrivende og foreninger.

Der mangler nu kun kunstgræsset på multibanen, som indtil videre ikke må benyttes. Det er dog et spørgsmål om dage, og det samme gælder altså indvielsen på fredag.

Den finder sted kl. 16.30-18.30, hvor der er gratis kaffe, saft, pølser og kage.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste