Legendarisk hjørnebutik lever videre med nyt outlet
STØVRING: De sidste godt fire år har den legendariske hjørnebutik på Hobrovej 72 i hjertet af Støvring huset en Sportigan. Nu bliver det et outlet for cykler.
Bag butikken står nemlig Simon Lassen, indehaver af Smartcykler.dk. Han har de sidste små fire år selv drevet Sportigan-butikken på adressen, hvor facaden er verdensberømt i det nordjyske med teksten ”Cigarer, cykler, symaskiner / Carl Jensen”, refererende til Carl Jensens butik, der åbnede tilbage i 1913.
Siden dengang har der uafbrudt været butik på adressen.
Ophørsudsalg gav idé
Tilbage i marts meddelte Simon Lassen imidlertid, at han gerne ville give stafetten videre til Sportigan-butikken for at koncentrere sig 100% om sin hastigt voksende cykelforretning, der har hjemme på Porsborgparken i Støvring samt ikke mindst på Smartcykler.dk.
Derfor startede han et ophørsudsalg hos Sportigan, hvilket gav ham en idé.
- Under ophørsudsalget i Sportigan-butikken kunne jeg ret hurtigt fornemme, at når man trykker priserne helt i bund, så er interessen stor, fortæller Simon Lassen.
- Det er måske ikke den helt store overraskelse, men sammenholdt med, at der ikke lige var nogle seriøse købere, der meldte sig på banen til at overtage butikken, fik jeg idéen til at forvandle lokalerne til en outlet-butik for Smartcykler.dk.
- Jeg har jo jævnligt cykler, hvor en model er på vej til at udgå, eller hvor jeg af andre årsager kun har få modeller tilbage, og som det derfor ikke kan betale sig for mig at markedsføre. De cykler vil jeg fremover sælge fra adressen på Hobrovej i Støvring med rabatter på minimum 30 procent og helt op til 70 procent. Jeg lover, at det bliver nogle vildt attraktive priser.
Cyklerne vil være udstillet i butikken og altid være gjort klar til afhentning. Når man henter sin cykel, vil man nemt kunne scanne en QR-kode, der kort fortæller om cyklen.
Smartcykler.dk outlet på Hobrovej 72 vil åbne første gang fredag 29. maj, og fra den dato have åbent på fredage fra klokken 12.00 til 18.00 og lørdage og søndage fra klokken 10.00 til 16.00.