Kendt radiovært giver sit bud på dit tømmermændsmåltid
Vi har spurgt, og nordjyderne har svaret. Den nordjyske radiovært Niels Skovmand er på en mission for at kortlægge Nordjyllands mest ikoniske og velsmagende lokale retter.
Vi forestiller os, at der kunne være en enkelt eller to af jer, der har lyst til noget lækkert i dag. Derfor udgiver vi i dagens anledning en foreløbig opsamling over de retter, man bare skal smage i de forskellige nordjyske byer.
I de forskellige videoer kan du lade dig inspirere af Niels Skovmands vurdering af de forskellige retter.
God fornøjelse og velbekomme!
Smuk som et...
Det hele starter godt ud, da hjørringenserne sender Skovmand og Jeanett til Teatercaféen Hos Uffe på Vendsyssel Teater i Hjørring.
Her skal han nemlig smage et vaskeægte stjerneskud, der i den grad får smilet frem hos radioværten.
Hør vurderingen af stjerneskuddet i "Skovmand spiser Hjørring"
Fakler, høtyve og kartoffelmad
I anden episode slår den dynamiske duo Niels Skovmand og Jeanett vejen forbi Frederikshavn. Denne gang lød opfordringen fra byens borgere om at spise smørrebrød på Smørgåsen.
Men det var ikke et hvilket som helst stykke smørrebrød, Skovmand skulle smage. Det var en helt særlig udgave, der angiveligt var tæt på at starte en opstand blandt byens borgere, da den en overgang var fjernet fra menukortet.
Hvilken ret, der var tale om, kan du se herunder i "Skovmand spiser Frederikshavn".
Skovmand møder overmand
Det er tæt på at gå helt galt for Niels Skovmand, da thyboerne sender ham til Det Gamle Røgeri i Hanstholm.
Her disker de nemlig op med et helt overdådig stjerneskud, og for første gang i "Skovmand spiser Nordjylland" må radioværten kapitulere.
Se stjerneskuddet, der fik Niels Skovmand til at gå kold i bilen på vej hjem, i "Skovmand spiser Thy".
Islandsk sandwich
Jeanett er en smule skeptisk, da de to madentusiaster bevæger sig mod Hobro. Borgerne i Hobro har sendt dem til det islandske spisested Esja Bistro & Bar på Store Torv i Hobro.
Her skal de have en såkaldt Surf n' Turf, der er en luksussandwich med skiver af okseinderlår, friteret hummer, pommes frites og pebermayo.
Jeanett må dog hurtigt æde sine ord - og så meget hun nu kan af sin sandwich - fordi den simpelthen er så lækker.
Midt i det hele dukker der en uventet gæst op. Se, hvem det er i "Skovmand spiser Hobro".
Blæst væk af bøfsandwich
- Hold op, det er godt det her!
Sådan er Niels Skovmands reaktion, da han sætter tænderne i den legendariske bøfsandwich fra Cafe Møller i Hirtshals.
Faktisk spiller det hele bare. Der er solskin, god udsigt og pomfritterne er sprøde.
Se "Skovmand spiser Hirtshals" herunder.
Grillfavorit
Det er et mildt sagt ikonisk spisested, Skovmand og Jeanett havner på i Nørresundby.
Jin Shing Grill & Cafeteria er nærmest synonym med grillmad i Nørresundby, og derfor måtte de to selvfølgelig forbi.
Der var i virkeligheden aldrig nogen diskussion om, hvad de skulle smage på menukortet.
Se Skovmand sætte tænderne i grillbarens nok mest klassiske retter i "Skovmand spiser Nørresundby".
Rørt til tårer af pizza
Niels Skovmand gad faktisk ikke rigtigt køre til Skagen for at spise pizza.
Men hans fordomme blev gjort fuldstændigt til skamme. Faktisk endte han med at blive helt rørt over den pizza, han fik serveret på Juicy & Pizza.
Få Niels Skovmands anbefalinger til pizza i Skagen i videoen herunder.
En glad gris i på Mors
Skovmand er tilbage i grill-land, og denne gang er det Den Glade Gris i Nykøbing.
Skovmand har glædet sig hele dagen, og det viste sig at være helt berettiget.
Det er nemlig en gedigen god flæskestegssandwich, Niels Skovmand får serveret af Anders fra Den Glade Gris.
Se den glade gris Niels Skovmand spiste på Den Glade Gris herunder.
Så fuglene synger
Der er både muslinger i fjorden og fuglekvidder i luften, da Skovmand og Jeanett lægger vejen forbi muslingebyen Løgstør.
De skal selvfølgelig have muslinger, men på grund af en oplevelse til en julefrokost for nylig tillader Skovmand sig at bestille en ekstra ret.
Se herunder, hvad det er.